Der blev spurgt til grundlaget for nogle af vores udsagn. Hvad har I af baggrund for at hævde, at honoraret ikke tæller med i valget af vinderen i arkitektkonkurrencer, var der en, der for eksempel spurgte. Spørgsmålet er relevant og rimeligt at rejse. Det fortjener yderligere refleksion.

Det er jo uomtvisteligt korrekt, at vi kun har studeret nogle få eksempler på arkitektkonkurrencer. Vi har intet grundlag for at hævde, at de konkurrencer, vi har studeret, er repræsentative for konkurrencerne generelt. Når vi ikke har mere at bygge på, hvorfor tager vi så overhovedet ordet?

Uden at ville gøre dette til en tung metodediskussion er det måske alligevel på sin plads at præcisere, hvad det er, vi gør krav på at vide. Vi ved ikke, og vi gør ikke krav på at vide, hvordan ting foregår hver gang eller generelt, der gennemføres en arkitektkonkurrence. Det er vores præmis, at man ikke kan båndlægge den fremtidige proces, selvom man skaber forskellige strukturelle udgangspunkter for den. En dialogbaseret konkurrenceform fører engang imellem til dialog, og engang imellem til serielle monologer, og sikkert også engang imellem til tavshed. Vi ved først bagefter, hvad der skete, uanset hvilke intentioner vi måtte have i udgangspunktet.

Vores empiriske forskning går ikke ud på at ændre på denne manglende evne til at forudsige fremtiden – for det er ikke en mangel ved vores viden, men en egenskab ved virkeligheden. Målet for vores ofte meget detaljerede casestudier er derimod at vise, hvor mange forskellige veje en sådan konkurrence kan tage. Vi er interesseret i at finde ud af, hvad der kan ske – ikke at forudsige, hvad der vil ske. Hvor mange eksempler skal der til at vise, hvad der kan ske? Der skal kun ét eksempel til. Derfor er det i vores forskning ikke afgørende, hvor mange observationer eller cases vi har. Blot synet af én sort svane, og vi ved med sikkerhed, at ikke alle svaner er hvide – for nu at bruge et meget gammelt eksempel.

Men sagde vi ikke, at honoraret ikke tæller med i udvælgelsen af vinderen? Lad mig først lige præcisere, hvad vi mente hermed. Formelt set talte også totalrådgiverhonorarkravet med i vores case. Det gør det jo, når det er specificeret i konkurrenceprogrammet. Så det tæller med, formelt set. Men hvordan tæller det med? Vores oplevelse var, at det talte med på en sådan måde, at det ikke blev udslagsgivende for konkurrencen. Og det var mulighederne for at arrangere sig på en sådan måde, at honoraret ikke bliver udslagsgivende, vi talte med nogle af vores informanter om. De fortalte, at hvis der var forskel i den arkitektoniske kvalitet af forslagene, kunne de ikke forestille sig, at et lavere honorarkrav ville kunne ændre på udfaldet. For den situation var vores påstand, at honorarkravet ikke spillede nogen udslagsgivende rolle. Vi havde set, at det var muligt at undgå det i det konkrete tilfælde – og dermed at det også i fremtiden ville være muligt at lade honorarkravet tælle med på en sådan måde, at det ikke påvirkede udfaldet.

Men selvom vi ikke har set det empirisk, har vi fantasi nok til at forestille os, at der ville være situationer, hvor honorarkravet kunne få en afgørende rolle. Hvis to forslag står helt ens på den arkitektoniske kvalitet, må man jo finde andre kriterier for at finde en vinder – og hvorfor ikke honorarkravet, hvis det adskiller forslagene. Eller hvis der er uenighed i dommerkomiteen, er det da også tænkeligt, at honoraret bliver det, man vælger som grundlag for et kompromis. Vi har ikke set det selv i praksis, men vi ville aldrig hævde, at det ikke ville kunne finde sted.

Altså, formelt set tæller honorarkravet altid med. Men hvis det er muligt for dommerkomiteen at rangordne forslagene i forhold til arkitektonisk kvalitet, tæller honorarkravet kun med på en sådan måde, at det ikke påvirker konkurrencens udfald.

Ja, verden er kompliceret! Det er sådan set det, der er vores grundlæggende påstand. Vi lever selv med konsekvenserne af at tage denne præmis alvorligt. Der er så meget, man ikke kan vide i en sådan verden. Det gør det unægteligt også sværere at se relevansen af vores forskning, når det, mange folk gerne vil vide, er det, vi ikke tror, man kan vide noget om. Og alligevel tror vi på en mulig relevans i at påpege, at selvom man får honorarkravet til at tælle med for at gøre det til en konkurrenceparameter i arkitektkonkurrencer, så er effekten sandsynligvis meget langt fra det, der var intentionerne. Hvis man skal agere fornuftigt i denne verden, er det måske godt engang imellem at blive mindet om, at effekterne af ens valg og handlinger ikke bestemmes af ens intentioner med disse valg og handlinger. Tingene er ikke gjort med valget af konkurrenceform og udpegning af bedømmelseskriterier. Det er kun udgangspunkter for de komplicerede sociale processer, som ofte flytter tingene i helt uventede retninger. Det er derfor, vi bør interessere os mere for disse sociale processer. Ikke fordi de oprindelige designvalg og beslutninger ikke er vigtige og skal tages alvorligt. Men det er ikke dem, der bestemmer, hvilke effekter der bliver resultatet. Det er derfor, at vi studerer de sociale processer, der ligger efter selve designvalget, og forsøger at uddrage nogle ledelsesmæssige udfordringer af det, vi ser.