Blandt myndighederne og lederne i de større danske byggevirksomheder er der i dag stort fokus på sikkerhed og forebyggelse af arbejdsulykker. Alligevel beretter både Arbejdstilsynet og medierne med jævne mellemrum om farlige byggepladser eller ulykker. Så sent som 27. november 2008 udsendte Arbejdstilsynet en pressemeddelelse med overskriften ’Byggepladserne er rene dødsfælder’. Samtidig oplevede branchen i samme måned hele 3 meget tragiske dødsulykker. Og kigger man i statistikken, rykker tallene for ulykker sig da heller ikke særlig meget. Det handler årets sidste seminar på Center for ledelse i byggeriet om.

Det ’farlige’ i praksis
Selvom man de seneste år fra virksomhedernes og myndighedernes side har indført nye procedurer, uddannelsestiltag osv., er der tilsyneladende stadig en kløft mellem de gode intentioner og virkeligheden på pladserne.

- Det er altid en stor udfordring at håndtere det ’farlige’ i praksis, når den hverdag, vi begår os i ikke nødvendigvis forekommer os at være farlig. Det farlige bliver enten en abstrakt størrelse, hvor ulykker er noget, der sker for andre eller også bliver skader set som ’hændelige uheld’, fortæller postdoc., ph.d. Lise Justesen.

For at imødegå denne tankegang, er det ofte en bestræbelse for sikkerhedsledelsen at oversætte det farlige til særlige risici, fordi risiko muliggør kalkulationer og handlinger i forhold til det, der typisk er farligt.

- På byggepladserne fører man også statistik på ulykker og kan se at fald fra højder, ulykker i forbindelse med elementmontager og sammenstød mellem mennesker og maskiner er særligt risikable områder. Risikoberegningerne skal medvirke til, at folks blikke på byggepladsen rettes mod særlige, risikable forhold, men både regler og risikoberegninger kan føre til tunnelsyn, hvor blikket er rettet mod specifikke forhold, hvilket kan føre til falsk tryghed, forklarer Lise Justesen.

Inspiration fra Norge
Som et led forskningsprojektet har hun også foretaget kvalitative studier hos en større entreprenørvirksomhed i Norge, hvor de arbejder målrettet med risikovurderinger på ledelsesniveau, samtidig med at de i udpræget grad forsøger at mobilisere håndværkernes egen dømmekraft i hverdagssituationerne på byggepladsen.

- I Norge har man uddelegeret en væsentlig del af det daglige ansvar for at observere og rapportere uønskede hændelser og farlige forhold til folk på byggepladsen. Alle håndværkere på pladsen bliver udstyret med en blok i lommen og bliver opfordret til at rapportere enhver hverdagssituation eller hændelse, de anser som farlig. Deres input giver de videre til deres sikkerhedsleder, der sørger for at taste det ind i en samlet database, hvor ledelsen både kan få et overblik over det enkelte projekts risici, men også kan skabe sig et billede af risici på de norske byggepladser.

Det er ikke småting, der rapporteres. På en af de pladser, som Lise Justesen har undersøgt, har der været 1-2 input hver eneste dag, og virksomheden har alene i 2008 fået over 8000 rapporter, som alle er blevet oprettet som særskilte filer i databasen. Og ved at bede om input til databaserne, får de aktiveret folks dømmekraft, hvilket er særdeles vigtigt, når vi skal håndtere det farlige.

- Det kan sammenlignes med det at køre bil. Selvom der er store risici ved at færdes på vejene, så spiller det en meget lille rolle, når vi sætter os ud i bilen. Det er først i fx kombinationen med glatte veje, at vi aktiverer vores dømmekraft og eventuelt vælger bilen fra. I praksis er det altså vores dømmekraft, og ikke diverse risikokalkuler, vi anvender til at træffe beslutninger efter, forklarer hun.

Mellem regler og dømmekraft
Spørgsmålet er så, hvordan vi i Danmark formår at skabe samspil mellem på den ene side den daglige dømmekraft og på den anden side regler og risikovurderinger. I Danmark har vi mange regler og tiltag, men bliver håndværkernes egen dømmekraft mobiliseret i tilstrækkelig grad? Kan vi lære af Norge eller vil denne rapporteringskultur aldrig kunne fungere i Danmark? Og er det i det hele taget en hensigtsmæssig vej at gå?

- Det er slet ikke fordi, man skal have en romantisk tillid til dømmekraften - for det går galt. Kriterierne man vælger efter kan fx være forkerte. Udfordringer ligger i, at finde ud af, hvordan man arbejder med regler og risiko på en måde, som bliver meningsfuld for folk på pladsen, samtidig med at ledelsesarbejdet kan resultere i nye input, der rykke ved rutiner, der er uhensigtsmæssige og slører dømmekraften, forklarer Lise Justesen.

Hvor skal snittet mellem dømmekraft og risikokalkulationer/regler lægges? Hvordan får man de to ting til at hænge sammen, så ulykkestallene mindskes? Det handler seminaret på Center for ledelse i byggeriet om torsdag 11. december kl. 14-16.