Alle, der har været i Firenze, ved, hvilken kuppel det drejer sig om. Den er bare så smuk og imponerende, at den ikke lader sig overse. Men de færreste kender sikkert dramaet og udfordringerne, der gik forud. Det beskriver Ross King på den mest medrivende måde. Bogen ligger stadig på mit skrivebord – jeg har læst den, men jeg er ikke færdig med den!

På en sær måde er denne beskrivelse af et byggeri i 14 hundredtallet aktuel. Den er det for mig, fordi den rummer en beskrivelse af konkurrencen om kuplen, og jeg studerer netop nu arkitektkonkurrencer sammen med Peter og Daniel. Det stod mig ikke klart, at arkitektkonkurrencer allerede den gang var et udbredt fænomen. Det stod mig slet ikke klart, at den første konkurrence, vi kender til, foregik i det antikke Grækenland i år 448 f Kr. Tænk, at arkitektkonkurrencer som institution har så mange år på bagen! Der må jo være et eller andet rigtigt og rationelt i at tildele opgaverne ved hjælp af en sådan social teknologi, når menneskeheden stædigt har holdt fast i den over en så lang periode med så mange politiske, sociale og teknologiske omvæltninger.

Men konkurrencen om kuplen i Firenze har også aktualitet af en anden grund. Den beskriver et grundlag for konkurrencen, som ikke giver meget retningslinje for en egentlig bedømmelse af de indkomne forslag.

”Enhver, der måtte ønske at udarbejde en model eller tegning til det kuppelbyggeri på domkirkens hovedtårn, som er under konstruktion af Opera del Duomo – eller gøre udkast til armatur, stillads eller enhver anden form for løfteaggregat til brug ved opførelsen og færdiggørelsen af omtalte kuppel og hvælv – skal gøre dette inden udgangen af september måned. Tages modellen i anvendelse, vil han være berettiget til et honorar på 200 fuldfloriner (Ross 2008:11).

Sådan lød programmet i sin enkelthed – og det medførte et forslag, som var så avanceret og kreativt, at man fortsat skriver bøger om det knapt 600 år senere. Men det er måske ikke så meget det, at det lykkedes, der er pointen for mig. Det er intentionen og ambitionen med at udskrive en konkurrence. Man gjorde det, fordi ingen havde den fjerneste ide om, hvordan man skulle løse opgaven, og hvad man med rimelighed kunne forvente. Man udskrev en åben konkurrence for at finde ud af det!

Vi må spørge os selv, om man også i dag udskriver konkurrencer for at blive klogere på, hvad man kan få og forvente sig. Svaret er vel ikke helt entydigt, men i betragtning af at nutidens konkurrenceprogrammer ofte er meget lange og detaljerede beskrivelser af, hvordan løsningen skal se ud, er svaret vel nærmest nej. Så er rummet for geniale løsninger vel også næsten lukket til. Men hvis man ikke ønsker at blive klogere på løsningen, hvorfor udskriver man så konkurrencer overhovedet? Gør man det for at finde den billigste af en række i princippet ens løsninger? Eller gør man det, fordi man skal – på grund af EU-regler og lovgivning?

Svaret eksisterer måske ikke generelt, og det er muligt at udskrive konkurrencer med mange forskellige intentioner. Det er måske værd at overveje, hvordan man skulle indrette sine konkurrencer, hvis målet var at blive klogere.

På seminaret den 24. september vil vi rejse en række problematikker i relation til den måde, som vi i dag udskriver og afgør arkitektkonkurrencer på. Hvis du har mod på at give os dine synspunkter og ideer med på vejen, er du velkomment til at svare på dette indlæg.