Det er på mange måder med byggeriets produktivitet, som det er med vejret: vi taler rigtig meget om det, men ingen gør tilsyneladende noget ved det. Uden at ville tale alle problemer væk, så kunne grunden til, at ingen gør noget ved det, være den simple, at der ikke rigtig er noget at gøre ved det!

Det er naturligvis ikke rigtigt, at ingen gør noget! Det er blot det, at alt det der bliver gjort for at forbedre produktiviteten, ikke viser sig i målingerne af sektorens produktivitet. Det kan skyldes to ting: enten at det der gøres, ingen effekt har på produktiviteten, eller at det man måler, ikke afspejler de forbedringer, som indsatserne faktisk skaber. Meget sandsynligt har begge forklaringer nogen ret.

Men måske skulle man prøve noget andet for at finde en vej frem. Produktivitet består både af en værdi-side og en omkostnings-side. Måske har vi fokuseret for lidt på de værdier, som skabes af byggeriet, og for meget på de omkostninger, som er nødvendige for at skabe disse værdier.

Står det nu så ringe til?
Jeg læste en norsk artikel, som var en reaktion på, at Norge var havnet langt nede på en rangliste over innovative lande. Artiklen spurgte, om Norge virkelig var så dårlige til innovation. Det stred imod deres egen opfattelse, og hvis man ser sig omkring i landet, strider det formentlig også imod al sund fornuft. Sandheden er, at man ikke er dårlig til innovation, bare fordi man havner langt nede på en rangliste. Selv hvis målingerne siger noget reelt om innovation, hvilket mange stiller spørgsmålstegn ved, så bygger de på relative betragtninger. I absolutte termer kan man være vældig god til innovation, uden nødvendigvis at havne øverst på ranglisten, hvis andre blot er marginalt bedre, eller hvis andre tilskrives æren for innovationerne.

På samme måde er det faktisk muligt, at byggeriet er vældig produktivt, men ikke helt så produktivt som andre sektorer. Fordi vi er så integreret en økonomi, så er byggeriets produktivitet ikke uafhængig af andres sektorers produktivitet. Derfor er sammenligningen ikke alene et resultat af de relative præstationer, men også af sektorernes relativ magt og placering i de økonomiske netværker. Der et væsentligt element af politik, tradition, opgørelsesmæssig teknik og begrebsmæssig uklarhed i statistikkens fordeling af den samlede værdiskabelse ud på de enkelte sektorer.

Udgangspunktet: værdiskabelse
Det kunne måske være en god øvelse at se sig omkring i samfundet og se, hvor meget værdi byggeriet skaber. Jeg kommer ingen steder i verden, hvor kvaliteten af et byggede miljø er højere end i Danmark. Ingen steder er boligstandarden og arbejdspladsstandarden bedre. Selv det vi betragter som dårligt byggeri, er dårligt på et meget højt kvalitetsniveau. Så ringe kan det da ikke stå til!

Men det bliver det, når det fordelingsmæssige aspekt medtænkes. Det fordelingsmæssige aspekt kan illustreres med, at de boliger, som byggeriet producerede op gennem 00’erne, blev solgt for mange gange den pris, som det koster at producerer dem. I den samme periode fik ejendomsmægleren et væsentligt højere honorar for at sælge boligerne, end arkitekterne fik for at tegne dem – selv i den periode, hvor boligerne nærmest solgte sig selv.

Ud fra en samfundsmæssig betragtning er det ikke sikkert, at det giver mening at angribe en enkelt sektors produktivitet som et isoleret fænomen. Det vil nemlig tvinge os til at opfatte produktivitet som omkostningsrationalisering. Det er ikke uden interesse, hvor meget det koster at producer tingene, og om det kan gøres billigere, mere effektivt og med mindre spild. Men det fordrer, at det man sparer på omkostningerne ved at producere, ikke afsætter sig i værdien af det, man har produceret. Det er formentlig derfor, at ikke alting bliver produceret på fabrikker. Det koster mindre at producere, men dets værdi på markedet er endnu meget mindre.

Sådan er det måske bare!
Måske er byggeriets produktivitetsproblemer en afspejling af, hvor sektoren befinder sig i det økonomiske netværk. I den aktuelle økonomiske epoke får forlæggeren højere aflønning end forfatteren, distributøren af musik højere aflønning end musikeren, rektoren højere aflønning end professoren, og sælgeren (eller ejeren) af byggeri højere aflønning end dem, der har produceret det. Måske skal det være sådan – måske skal det ikke være sådan. Men det er muligt, at der ikke er noget at gøre ved det – ligesom med vejret.