Der var gang i mange temaer, da praktikere og forskere mødtes til Byggeriets Højskole i sidste uge. Afsættet var en række udfordringer i byggeriet, som deltagerne på forhånd havde formuleret og outputtet blev inspiration til at gøre noget anderledes.

- Det handler ikke om at formulere et mål eller et sæt af forventninger til forløbet af denne højskole. Det vil låse os fast, gøre at vi ikke tænker nyt og dermed indskrænke vores handlerum. I stedet har vi en kollektiv opgave i at sikre, at vi omformulerer udfordringerne til opgaver, som vi hver især kan have lyst til at kaste os over i stedet for at vi pr. instinkt begynder at formulere løsninger på dem.

Sådan indledte professor Kristian Kreiner Byggeriets Højskole, som i sidste uge blev afholdt på Egelund Slot i Nordsjælland. Her var 16 praktikere og forskere samlet, for under afslappede forhold at lytte og diskutere og ikke mindst inspirere og reflektere over udfordringerne i byggeriet.

Hvad er så opgaven?
Under opholdt var der flere gange, hvor deltagerne hørte sætningen: ”Hvad er så opgaven?”. Og det gjorde blandt andet, at sætninger som ”vi skal blive bedre til at kommunikere” blev omformet til ”hvis vi skal forbedre kommunikationen, hvad er så opgaven?”, ligesom spørgsmål som ”Hvad skal der til for at forstå hinanden på tværs af fagligheder?”, ”hvad skal der til for at kunne vælge den bedste?” og ”Hvad skal der til for at få forretning til at hænge sammen i konkurrencerne?” alle blev vendt fra løsninger til opgaver. At gøre det til opgaver er samtidigt en anerkendelse af, at mange af de ting, vi siger vi skal gøre, er svære at gøre, og at de kræver, at vi har fantasi til at forestille os alle de ting, man skal gøre, for at det kan lykkes. Man bliver ikke bedre til at kommunikere bare ved at gøre det mere, og vi overvinder ikke de faglige skel ved blot at sætte folk sammen. Det er alt det andet, man også skal gøre, der skal være i fokus – og det er sjældent let!

Spændinger
På højskolen blev der også talt om vigtigheden af at se perspektiver på tværs og på at udfordre hinanden på forståelserne af de begreber vi bruger. Fx kunne der komme meget frugtbart ud af, at få udløst de indbyggede spændinger mellem begrebspar som ”begrænsninger og muligheder” eller ”succes og fiasko”.

- Det er når vi ”går til hinanden” i diskussionerne, altså udfordrer hinanden, at inspirationen kommer. Ikke fordi vi herved skal blive enige, men fordi det er i disse situationer, at det nye kommer til os hver især. Det er her vi udvikler os og skaber ny mening, forklarede Kristian Kreiner.

Det blev blandt andet til en diskussion om, at det er meget vigtigere at være enige med sin bygherre til slut, end når man starter op, hvor man har en tendens til at bruge tid på at blive enige om en masse ting; fx forventninger, præmisser og målsætninger. En udfordring, fordi det lukker mulighedsrummet på samme måde som den generelle tænkning i løsninger gør det.

Sådanne spørgsmål afklares over natten – ej heller på Byggeriets Højskole. Men blandt deltagerne var det heller ingen ambitionen om at blive færdig, før man tog hjem. Ambitionen var at have noget med hjem, som kunne afklares og nyttiggøres fremover – og hvem ved, måske på sigt flytte lidt på eksisterende praksis i byggeriet.