Historier fra Center for ledelse i byggeriet
31. januar 2012
For lidt film i byggeriet!
Kristian Kreiner
I denne uge forsvarede Christin Egebjerg med succes sin ph.d. afhandling på DTU. Afhandlingen hedder "... og ACTION" - Filmprojektets produktionsledelse observeret gennem byggepladsens optik: Fra multidimensional planlægning over konsensus baseret styring til motiverede arbejdsflow. Ph.d. stipendiet er finansieret af Center for ledelse i byggeriet - og dermed af Realdania.
Der er megen inspiration at hente i de 406 siders tekst, som Christin har produceret, og jeg tror, at hendes budskab kan koges ned til et ønske om, at der (i modsætning til i fodbold) ville være lidt mere film i byggeriet. Der må være noget ved den måde, som filmprojekter planlægges og gennemføres på, som må kunne overføres til byggeriet, så filmproduktionernes rigtig gode track record kunne smitte af på byggeriets rigtig dårlige ditto - sådan er argumentet.
Christin har observeret to filmproduktioner og to byggeprojekter, og hun har indfanget rigtig mange sjove situationer og formuleret interessante pointer. Fx snakker de om produktionsplanen som "bossen" i filmproduktion, og åbenbart har man respekt for bossen dér. Filmen er mere minutiøst planlagt og mere styret i 'realtime' og 'on location'. Derfor anbefaler Christin, at man i byggeriet skulle "rive skurene ned", så styringen kan blive integreret med selve arbejdsprocessen i stedet for at blive udøvet på computeren. Man kan fornemme en parallel, men også en holdningsmæssig forskel fra dengang, SAS-bossen Janne Carlzon krævede, at pyramiderne skulle rives ned, og at kunden var den egentlige boss. En af opponenterne, Claus Ladegaard fra Dansk Film Institut, mente nu også, at filmverdene måtte kunne lære noget af byggeriet, så man kunne komme ud over murermestervilla-stadiet, som han sagde. Som svar pegede Christin på et område som fx multi-projektplanlægning, hvor der måske var noget at hente.
Naturligvis må man hele tiden spørge sig selv om, hvad det vil sige at lære noget af andre. Nogle gange er det i hvert fald ikke at overtage andres løsninger og værktøjer, fordi betingelserne og vilkårene er for forskellige. Der skal en oversættelse til, før det giver mening, og så består læringen måske mest i den inspiration, man kan få af at studere andres måder at gøre tingene på. En sådan inspiration fik jeg af scripterens rolle i filmproduktionen. Her har man investeret i en person, som nøje - i real time - registrerer alt, hvad der bliver lavet og udrettet. Scripteren er en deltager-observatør, og scriptrapporten bliver en slags krønike og en kollektiv hukommelse, som også fungerer som et grundlag for kvalitetssikring og koordinering. Måske var det en ide at have en krønikeskriver på enhver byggeplads.
Et ph.d. forsvar er en alvorstung begivenhed, men munterheden indfandt sig, da Christins vejleder, Sten Bonke fra DTU, refererede en talemåde blandt håndværkere i byggeriet: Hvad vi ikke når i dag, skal vi ikke lave om i morgen! Man kan grine af det, fordi det indfanger noget sandt på en sjov måde, og grinet giver os lov til at tænke over verden på en lidt utraditionel måde - og det burde vel egentlig være meningen med al videnskab.
Der er megen inspiration at hente i de 406 siders tekst, som Christin har produceret, og jeg tror, at hendes budskab kan koges ned til et ønske om, at der (i modsætning til i fodbold) ville være lidt mere film i byggeriet. Der må være noget ved den måde, som filmprojekter planlægges og gennemføres på, som må kunne overføres til byggeriet, så filmproduktionernes rigtig gode track record kunne smitte af på byggeriets rigtig dårlige ditto - sådan er argumentet.
Christin har observeret to filmproduktioner og to byggeprojekter, og hun har indfanget rigtig mange sjove situationer og formuleret interessante pointer. Fx snakker de om produktionsplanen som "bossen" i filmproduktion, og åbenbart har man respekt for bossen dér. Filmen er mere minutiøst planlagt og mere styret i 'realtime' og 'on location'. Derfor anbefaler Christin, at man i byggeriet skulle "rive skurene ned", så styringen kan blive integreret med selve arbejdsprocessen i stedet for at blive udøvet på computeren. Man kan fornemme en parallel, men også en holdningsmæssig forskel fra dengang, SAS-bossen Janne Carlzon krævede, at pyramiderne skulle rives ned, og at kunden var den egentlige boss. En af opponenterne, Claus Ladegaard fra Dansk Film Institut, mente nu også, at filmverdene måtte kunne lære noget af byggeriet, så man kunne komme ud over murermestervilla-stadiet, som han sagde. Som svar pegede Christin på et område som fx multi-projektplanlægning, hvor der måske var noget at hente.
Naturligvis må man hele tiden spørge sig selv om, hvad det vil sige at lære noget af andre. Nogle gange er det i hvert fald ikke at overtage andres løsninger og værktøjer, fordi betingelserne og vilkårene er for forskellige. Der skal en oversættelse til, før det giver mening, og så består læringen måske mest i den inspiration, man kan få af at studere andres måder at gøre tingene på. En sådan inspiration fik jeg af scripterens rolle i filmproduktionen. Her har man investeret i en person, som nøje - i real time - registrerer alt, hvad der bliver lavet og udrettet. Scripteren er en deltager-observatør, og scriptrapporten bliver en slags krønike og en kollektiv hukommelse, som også fungerer som et grundlag for kvalitetssikring og koordinering. Måske var det en ide at have en krønikeskriver på enhver byggeplads.
Et ph.d. forsvar er en alvorstung begivenhed, men munterheden indfandt sig, da Christins vejleder, Sten Bonke fra DTU, refererede en talemåde blandt håndværkere i byggeriet: Hvad vi ikke når i dag, skal vi ikke lave om i morgen! Man kan grine af det, fordi det indfanger noget sandt på en sjov måde, og grinet giver os lov til at tænke over verden på en lidt utraditionel måde - og det burde vel egentlig være meningen med al videnskab.