INDBLIK er en ny serie interviews fra Netværket Ledelse i byggeriet. Her bevæger vi os inden for hos nogle af netværkets forskere, der fortæller om deres aktuelle projekter - tankerne bag og forventningerne dertil.

Første udgave af INDBLIK er med en af hovedaktørerne i Netværket Ledelse i byggeriet, professor Kristian Kreiner.


Hvilke aktuelle projekter er du involveret i?
Jeg har gennem lang tid arbejdet med fiasko-projekter i byggeriet, og sidste år skrev jeg en bog om emnet (Kreiner, K. & L. Damkjær. Fejl i byggeriet? Når erfaringen fører os på vildspor. København: Nyt Teknisk Forlag, 2011).
I øjeblikket skriver jeg på en bog om succeser i byggeriet. Vi har indsamlet en række eksempler på projekter, som alle er karakteriseret ved, at de involverede parter alle talte om det som en succes. Kriteriet for at et projekt kunne være med i vores undersøgelse var, at bygherrerne, brugerne, arkitekterne, entreprenørerne, ingeniørerne, politikerne og den lokale presse var enige om, at det havde været en succes. Vi udvalgte fem sådanne projekter og undersøgte dem, og her opdagede vi til vores store overraskelse, at ingen af disse projekter leverede det, der var aftalt fra starten; ingen af dem overholdt budgettet, og ingen af dem blev færdig til tiden. Denne overraskelse er så bogens udgangspunkt: Hvad er det, der gør noget, der ikke umiddelbart ligner en succes, til en succes? Hvad skal der til, for at få succes med projekter? Åbenbart er det ikke en nødvendighed, og formodentlig heller ikke en tilstrækkelig forudsætning for at få succes, at man bliver færdig til tiden, holder budgettet og leverer det aftalte.

Når vi studerer sådanne fænomener som fiasko og succes, så ved vi ikke på forhånd, hvad det er vi studerer. Vi antog ikke, hvad fiasko var for et fænomen i byggeriet, for det var det, vi skulle finde ud af. Når vi nu studerer succes, gør vi det med samme udgangspunkt: Hvis vi skal forstå, hvad der foregår i praksis, bliver vi nødt til at gøre fænomenet ”succes” til en del af undersøgelserne. Så bogen handler ikke om, hvordan man får succes, men hvordan man kan forstå, hvad succes er og betyder. Alle vil formentlig gerne have succes, så værdien ligger i denne indsigt om, at succes er noget andet og mere end det, vi normalt forestiller os. En sådan indsigt kan inspirere praktikere – i byggeriet og alle andre steder - til at formulere nye typer af strategier for deres virke. 

Her ud over har jeg lige sat punktum for vores bog om arkitektkonkurrencer, hvor vi har analyseret en dialogbaseret arkitektkonkurrence (Kreiner, K. & P.H. Jacobsen. Dialog og konkurrence: Eksperimenter med nye arkitektkonkurrenceformer. København: Nyt fra samfundsvidenskaberne. Under udgivelse). I dialogbaserede konkurrencer blander man noget, som man ikke almindeligvis tror, man kan blande sammen, nemlig konkurrence og dialog. Dialog tyder jo på, at man samarbejder om ting og deler idéer, og i denne konkurrence delte man endda også løsningsidéer. Normalt når vi laver konkurrencer, så prøver vi jo at holde folk adskilt, så de ikke kan påvirke og manipulere hinanden. Men her blandede man alle tingene sammen, og vi studerede hvilken form for konkurrence, der kom ud af det: hvilke forskellige typer hensyn, der lå til grund for at man designede en konkurrence på den måde, og hvordan deltagerne sørgede for, at det blev en legitim og fornuftig proces. Design, deltagelse og dialog er områder, hvor man kan udvikle forskellige typer af strategier, og vi viser, hvad der skal til, for at disse strategier fører til ønskværdige resultater.

Hvad er det nyeste projekt, du har gang i?
Det nyeste projekt handler om ”mindeværdige projekter” i byggeriet.

Hvad går det ud på?
Ja, så må vi lige gå et skridt tilbage og tale om netværksgrupperne. Netværksgruppe #1 handler om samarbejde og relationer. Vi har organiseret det således, at vi tager rundt til hinanden på vores månedlige møder, og så kommer værten med et oplæg om en erfaring eller et eksempel, der siger noget om samarbejde eller relationer i byggeriet. Der har vi konstateret, at der er mange, der har rigtig stærke oplevelser, som de deler med os andre – om ting som fungerede på basis af nogle andre typer relationer end dem vi sædvanligvis hører om. Det var i den forbindelse, at jeg fik idéen til at prøve at fastholde nogle af disse stærke oplevelser, som folk har haft om gode eller anderledes samarbejdsrelationer i byggeriet. Så jeg tilbød – i første omgang som en hjælp til netværksgruppen – at dokumentere nogle af disse stærke oplevelser og deres projektmæssige baggrund. Det er i den forbindelse, at vi er i færd med at dokumentere hele forløbet i forbindelse med opførelsen af Handicaporganisationernes Hus. Det er blot det første af en hel række projekter, som vi vil dokumentere i den kommende tid.

Det karakteristiske ved de her projekter, som vi ønsker at dokumentere, er billedligt talt, at nogle af deltagerne har oplevelsen af at have været på en stejl læringskurve i forløbet. Før man fik lov til at konkurrere om at projektere og bygge Handicaporganisationernes Hus, skulle man gennemgå en uddannelse i tilgængelighedsproblematikken i moderne byggeri. Før man blev sluppet løs på at lave verdens mest tilgængelig kontorbyggeri, skulle man simpelthen have viden om og blik for, hvad tilgængelighed er for en problematik, og hvad den kræver. Derfor arrangerede bygherren og dennes rådgivere et uddannelsesforløb, som bl.a. indeholdt eksperimenter med at blive sat i en kørestol eller få bind for øjnene, og så selv skulle orientere sig og finde rundt i konkrete bygninger. Det snakker mange af deltagerne om som noget af en øjenåbner for dem. Og de snakker om det som et positivt udbytte af at have været med, samtidigt med at vi kan se det som en yderligere belastning – en yderligere opgave: Nu skulle de tegne et hus, men de skulle også bruge tid på uddannelse, også selv om de ikke vandt konkurrencen. Oplevelsen for dem var, at de pludselig indså en hel masse ting om det at bygge huse, som de ikke havde set før. Og det var ikke nødvendigvis fordi det var noget, der lå inden for deres egen kompetence- eller ansvarsområde; det var en mere generel indsigt, de fik: Her var der et aspekt, som man godt kunne gå igennem en hel karriere uden rigtig at forstå, og pludselig gik det op for dem: Tænk hvor centralt det kunne blive. Så der kom en meget kreativ og meget lærerig proces ud af det, og det er denne proces, vi prøver at fastholde og dokumentere. Det er en meget paradoksal men måske generelt nyttig tanke, at det at få bind for øjnene kan fungere som en øjenåbner.

Ambitionen er at gøre sådanne erfaringer og oplevelser til ”mindeværdige” projekter. Det er gode minder for dem, der har været med i projekterne, men det kunne også være kilde til læring og inspiration for andre. Så vi prøver at give det den drejning, at når folk taler så begejstret om sådanne oplevelser så lang tid efter, så er det fordi de har indset noget, som andre også kan få nytte af. Guderne må vide, hvordan det nyttiggøres senere hen, for det er en generel indsigt; pludselig er tilgængelighed noget helt andet for de her mennesker, noget man kan tænke i næsten hvilken som helst sammenhæng.
 

Hvem tænker du kan få nytte af de resultater, der kommer ud af det projekt?
Vi har faktisk tre eksplicitte målgrupper til de cases, som vi producerer. For det første er målgruppen byggeriet generelt, og budskabet er, at tingene kan gøres på en anden måde, og ofte med forbavsende gode resultater. De fleste vil sige, at hvis vi lægger yderligere begrænsninger eller yderligere opgaver på de mennesker, som arbejder med byggeri, så bliver de bare endnu mere belastede, men her har vi altså nogle tydeligt paradoksale observationer: Nye opgaver og nye forpligtelser kan faktisk være noget, som folk sætter enormt stor pris på – det åbner nogle ting. Så der er en generel lære af disse mindeværdige projekter. Vi påtager os historikerens rolle: At dokumentere noget, som er værd at huske på et senere tidspunkt.



3D-model af Handicaporganisationernes Hus (Kilde: NCC/Cubo Arkitekter)

Men vi har også en anden målgruppe, som er de studerende. Vi vil lave undervisningscases ud af disse projekter. Det er simpelthen fordi vi meget tit har brug for konkrete eksempler på nogle af de ting, som vi gerne vil undervise i. Det ville være oplagt at udvikle disse cases, så de kan analyseres i undervisningen. Jeg forestiller mig, at et sådant batteri af cases af denne karakter ville gøre det nemmere og sjovere at undervise. Den tredje målgruppe er andre forskere. Vi vil gerne dokumentere processerne så langt ned, at vi kan gøre dem til genstand for forskning. Vi gør meget ud af at interviewe deltagerne og udrede forløbet gennem desk research, så vi får samlet alt grundmaterialet. Det kan vi så eventuelt stille til rådighed for andre, der har lyst til at skrive artikler om ledelse og læring i byggeriet. På denne måde kan det også blive et grundlag for yderligere forskning. For den generelle offentlighed er budskabet klart: Her er der noget, der er mindeværdigt; hvis I har lyst til at se nogle andre sammenhænge end dem, vi normalt ser og snakker om, så er der her lidt underholdning og inspiration - lidt god edutainment. Det er nogle sjove, men også lærerige historier, som vil få folk til at se nogle nye muligheder. For undervisningen er der her en mulighed for at formidle budskabet om virkelighedens mangfoldighed – også byggeriets virkelighed. Og for forskningen er der empirisk dokumentation for udviklingen af nye teorier om, hvordan man forstår ledelse og læring under de vilkår, som byggeriet giver.
 
Hvad forventer du selv at få ud af projektet?
At blive klogere! Jeg har mange dagsordener. For det første synes jeg det er sjovt at dokumentere, at verden er langt mere kompliceret, end den måde vi snakker om den på. Der er langt flere aspekter, og der er langt flere muligheder for at arbejde sammen, end vi normalt forestiller os. Og det at arbejde på en anden måde, samarbejde på en anden måde og opbygge relationer på en anden måde, er ikke den sikre vej til fiasko - det kan sagtens være en attraktiv vej til succes. Det kræver lidt yderligere og lidt andet, men der er så mange muligheder, som vi ikke tror, er muligheder, fordi vi ikke har blik for dem. Og projekter som disse skal udvikle et blik for, at ting kan gøres på mange forskellige måder, og ikke bare på én måde. Så det er det, jeg gerne vil finde ud af: Hvor varieret kan verden faktisk fungere? Hvor mange ting kan man gøre? Hvor mange forskellige ting kan et initiativ betyde?

Sådan noget med at kræve, at deltagerne i en konkurrence skal uddanne sig i et specielt aspekt, det kan både være en belastning, men det kan også være en stor oplevelse, det kan være motivationsfremmende, men det kan fx også være en økonomisk belastning. Fordi alting kan betyde så forfærdeligt meget, må vi finde ud af, hvad det er, der gør, at det nogle gange ikke blot opfattes som en økonomisk belastning, men som en stor motivationsfaktor. Kunsten i det må være at få tingene til at fungere på en positiv måde, mens de altid har muligheden for at blive til en belastning. Det er det overordnede program, men jeg prøver samtidig at beskæftige en masse studerende her. Jeg har lyst til at eksperimentere med den måde, vi kan involvere de studerende på. Det er jo også en uddannelsesform at engagere de studerende i projekter; de lærer en masse omkring at undersøge verden, og de lærer en masse om byggeri. Jeg kunne da godt ønske mig, at vi havde sådan et lille eksperimentarium for andre måder at uddanne studerende på end bare at stå i en forelæsningssal. Jeg tror, det er meget mere givende, og at læringskurven er meget stejlere, hvis vi engagerer de studerende i intensiv empirisk forskning.

Hvornår forventer du at kunne vise resultater fra disse projekter?
Jeg tror vi løbende vil publicere disse cases. De første cases skal være færdige inden sommeren, og så skulle det gerne herefter være en løbende produktion. Netværksgruppen er sat til at eksistere et års tid, og i efteråret kunne jeg godt forestille mig, at vi havde en seance, hvor vi åbnede dørene for alle i netværket og afrapporterede fra netværksgruppe #1 - blandt andet gennem disse mindeværdige projekter. Det vi sandsynligvis kommer til at sige noget om, er, at relationer ikke er en tilstand men en proces; det er gennem den måde vi handler på, at vi skaber og genskaber relationer. Det er det vi gør, der gør relationer stærke. Relationer eksisterer ikke uden for handling, de aktualiseres i handlingen. Vi skal kunne sige noget om samarbejde og relationer, og vi skal gerne kunne sige noget nyt. Det har været vores store mantra siden etableringen af Center for ledelse i byggeriet: Vi vil sige noget, som andre ikke siger. Men vi vil kun sige noget, som vi kan dokumentere og illustrere – og her kommer vores mange cases os til hjælp.