I november 2010 skrev jeg en artikel med Marianne Stang Våland fra Center for ledelse i byggeriet/CBS om konkurrenceinstitutionen anno 2010. Den var bestilt af Arkitekten i anledning af DANSKE ARK's 50 års jubilæum. Diskussionen dengang for halvandet år siden gentager sig nu igen, og for ikke at trætte med et link til tre hele sider med små tegn, vil jeg blot gentage det allervigtigste; startende med et udsagn fra professor Kristian Kreiner, der også i den aktuelle debat bliver brugt som kilde. Han sagde tilbage i 2010:

- Jeg tror at det er vigtigt, at vi spørger os selv, om man også i dag udskriver konkurrencer for at blive klogere på, hvad man kan få og for- vente sig. Svaret er vel ikke helt entydigt, men i betragtning af at nutidens konkurrenceprogrammer ofte er meget lange og detaljerede beskrivelser af, hvordan løsningen skal se ud, er svaret vel nærmest nej. Og hvis svaret er nej, er rummet for geniale løsninger vel også næsten lukket til. Men hvis man ikke ønsker at blive klogere på løsningen, hvorfor udskriver man så konkurrencer overhovedet? Gør man det for at finde den billigste af en række i princippet ens løsninger? Eller gør man det, fordi man skal – på grund af regler og lovgivning?” spørger han.

Et generelt svar herpå findes ikke, og Kristian Kreiner understreger også, at det selvfølgelig er muligt at udskrive konkurrencer med mange forskellige intentioner. Men for at angribe problematikken om konkurrenceinstitutionen anno 2010 fra en anden vinkel, mener han, at det kunne være værd for arkitekterne at få bygherrerne med på at overveje, hvordan man kan indrette sine konkurrencer, så det er problemet, og ikke løsningen, der bliver gjort til genstand for den kreative udvikling.

Den tråd følger vi afslutningsvis i artiklen, hvor vi i høj grad henvender os til arkitekterne; det er trods alt dem, der modtager Arkitekten:

I en sektor, hvor forholdene præges af meget høj kompleksitet, er tingene ikke gjort med valget af konkurrenceform og udpegning af bedømmelseskriterier. Disse er blot udgangspunkter for de komplekse sociale processer, som en kreativ designproces består af og hvor nye former og funktioner kan opstå. Det er i denne proces, værdien i projekterne bliver skabt. Det er derfor også her, at moderniseringen af konkurrenceinstitutionen bør tage sit afsæt. For det handler først og fremmest om at sikre, at arkitektens fornemmeste opgave ikke bliver tabt af syne. Arkitekter skaber nye former og funktioner i en kreativ proces, hvor der selvfølgelig skal være hjælpemidler (fx programmer) og processtyring, men hvor løsningen vel ikke skal være defineret forud for den kreative udfoldelse. Hvis arkitekterne ikke er med til at ”opfinde” et attraktivt design for dette, ender det måske med, at det er helt andre kompetencer, der fremover kræves for at vinde arkitektkonkurrencer, og det er næppe ønskværdigt. Heller ikke for arkitekterne.

Den sidste sætning er opdateret en smule, men meningen er den samme. Arkitekterne må have en faglig egeninteresse i at dyrke og skabe alternativerne sammen med bygherrerne, i stedet for at diskutere med dem. Samme interesse må bygherrerne have, for det er dem, der skal arbejde sammen med deres rådgivere, og efterfølgende skal leve med og i projekterne. At sige, at ordningen er ”optimal, i hvert fald fra et bygherresynspunkt”, sådan som nogle bygherrer har sagt i den igangværende debat, er næppe nogen god tanke, men nærmere en selvmodsigelse. Problemerne må i stedet tages alvorligt – der må tages ejerskab til, at det kommer til at fungere for alle. Også for bygherrerådgiverne, der er den seneste aktør, der må lægge ryg til kritik. De har vel også flere gode grunde til at få det til at fungere godt for alle, så de vil nok også gerne med på holdet.

Og det er ikke nødvendigvis sådan, at de skal skabe det hele fra bunden. For der findes allerede gode eksempler, der fortæller om værdiskabende processer. Hvad med om byggeriets organisationer begyndte at interessere sig og fortælle om disse, og brugte dem som afsæt, så vi kan komme videre efter halvandet år, hvor diskussionen ikke har flyttet sig nævneværdigt. Udover at det nu også er bygherrerådgivernes skyld. Mangler I et godt sted at starte, kunne det ske i det nystartede forskningsprojekt ”mindeværdige projekter i byggeriet”. Her finder der allerede inspirerende perspektiver.