Onsdag den 3. oktober holdt Netværket Ledelse i byggeriet seminar på CBS. Dagens seminar foregik under emnet ’Hvordan Superkilen fik sin form’, og det var således Superkilen, der blev omdrejningspunktet i den efterfølgende diskussion.

Arkitekt Mikkel Marcker Stubgaard fra BIG startede ud med at præsentere projektet i sin helhed og vi fik som deltagere et fint indblik i, hvordan tegnestuen i samarbejde med blandt andet kunstnergruppen Superflex, havde arbejdet med projektet gennem de sidste par år.

Superkilen består i sin helhed af tre områder: ’Den røde plads’, ’Mimers plads’ samt ’De grønne bakker’. Alle tre områder danner tilsammen det, der overordnet kaldes for Superkilen. Til hvert område knytter der sig en dominerende farve, der skaber identitet i området, ligeså vel som de tre delområder har hver deres funktion. Hvor ’Den røde plads’ er den mest urbane med flest forskellige aktiviteter integreret, er ’Mimers plads’ et stilleområde, hvis funktion er at være det lokale mødested for områdets beboere. ’De grønne bakker’ er domineret af en multibane, hvor teater og sport kan udfolde sig.

Et aspekt der er særlig bemærkelsesværdigt ved hele fortællingen om Superkilen og dens opførelse, er den store grad af borgerinddragelse, der fra starten har været en del af projektet. Gennem borgermøder og workshop blev der fra projektgruppen og arkitekternes side gjort en stor indsats i at skabe dialog med borgerne om, hvordan den nye plads skulle se ud. De mange borgermøder har blandt andet medvirket, at der er blevet plantet mere grønt gennem hele pladsen. Derudover har den område der i dag kaldes Mimers Plads, ændret karakter fra den oprindelige idé om ’Det sorte marked’. En idé områdets beboere ikke var så begejstrede for, og dermed fik dens funktion ændret til det vi ser i dag.
Men ikke kun på det idémæssige plan er borgerne blevet inddraget. I forhold til de mange forskellige elementer (ca. 100 i alt), der er fordelt over alle tre delområder, har beboerne her kunnet komme med forskellige konkrete bud på, hvilke elementer der skulle udvælges. I fem tilfælde har det ligefrem været muligt at arrangere en studietur til udlandet med en gruppe af borgere, for at de i fællesskab har kunnet finde specifikt det element, der ville være det bedste at få opført hjemme på Superkilen. Dette var et ekstraordinært tiltag, der blev taget i løbet af processen og som blev støttet med midler fra blandt andet Statens Kunstfond.

I kombination med den store borgerinddragelsesproces har de mange elementer fra hele verden været tiltænkt som et forsøg på at skabe ejerskab til pladsen blandt områdets beboere. Spørgsmålet der rejser sig her er dog, hvor grænsen går mellem kommunens og rådgivernes ansvar. Når en deltager til seminaret foreslår arkitekten fra BIG, at de burde etablere en mentorordning i Superkilen for at komme hærværket til livs, så fortæller det noget om, at det ikke længere er helt tydeligt, hvilken rolle rådgiverne vs. kommunen har. Er der i virkeligheden ved at opstå en gråzone, hvor rådgiverne er ved at bevæge sig ind på et domæne, der tidligere har været forbeholdt kommunens? Er arkitekterne ved at etablere sig som rådgivere snarer end arkitekter?

En ting er, at det for os almene borgere ikke står helt tydeligt, hvilken rolle kommunen vs. arkitekterne har. Men ligger det altid helt klart for dem selv, hvem der har ansvaret for hvad?
Hvor stor en del af ansvaret kan man som kommune lægge over på arkitekternes bord, i forhold til inddragelse af alle områdets beboere? Hvor stort et ansvar skal en arkitekt egentlig tage på sig, hvad angår borgerinddragelsesprocesser? Og i hvor høj grad er arkitekterne egentlig klædt på til at løfte denne opgave som rådgivere?

I forhold til Superkilen er der specifikt en begivenhed, der får mig til at definere det som et positivt samarbejde. Under oplægget blev det fortalt, at særligt de yngre beboere ikke deltog i de åbne borgermøder. Det resulterede i, at projektgruppen selv opsøgte forskellige idræts- og ungdomsklubber i området for at få de unge i tale. Men kan man altid forvente et sådant ekstra initiativ? Og fra hvem, skal initiativet komme? Kommunen eller tegnestuen?

Kunne projektgruppen ikke være i deres gode ret til bare at fortsætte med deres ideer uden at inddrage de unge? Arkitekterne bærer vel ikke ansvaret for at alle bliver hørt? Og hvem definerer begrebet alle i en sådan situation? Det kan vel ikke tages for givet, at kommunen og arkitekterne har helt samme opfattelse af hvad alle dækker over, og hvornår noget er repræsentativt for alle borgerne.

Dagens seminar var derfor på mange måder interessant. Dels var det spændende at få en mere udførlig beskrivelse af projektet, og dels har det lagt op til videre diskussion, hvor projektet netop fremstår som et kroneksempel på en balancegang mellem to faggruppers ansvarsområder. Det er selvfølgelig en positiv udvikling, at arkitekterne etablerer sig som rådgivere, og bliver mere og mere engagerede i at inddrage borgerne i deres projekter, hvor borgerinddragelsesprocessen sikrer ejerskab blandt beboerne i området. Ingen kan vel anfægte denne tendens.

Men hvilke konsekvenser får det, at borgerinddragelsen nu gennemføres af fx arkitekter, og hvem har ansvaret for, at alle borgerne kommer til høring under forløbet? Og hvordan sikrer fx arkitekterne selv, at de er udrustede til at gennemføre denne opgave?

Spørgsmål som disse kunne være meget interessante at tage op i netværket i en senere sammenhæng.