Den 6. november var ’brugerinddragelsens implikationer’ det centrale tema for centrets seminar for byggeriets praktikere. Ph.d. stipendiat Marianne Stang Våland åbnede med sit oplæg det komplekse emne for de godt 40 fremmødte.

Brugerinddragelse er et nøgleord for mange udviklingsprojekter, men hvordan forstår vi begrebet brugerinddragelse? Og hvordan kan det implementeres i konkrete projekter?

Disse og flere spørgsmål blev belyst gennem to eksempler fra Marianne Stang Vålands empiriske forskning omhandlende processen omkring skabelsen af Hillerød Rådhus og Arkitemas nye domicil Mikado House. Den efterfølgende debat bar præg af stor spørgelyst og mange forskellige erfaringer hos de fremmødte.

Kobling mellem lederens og arkitektens brugerinddragelse
I sit oplæg tog hun udgangspunkt i brugerinddragelse som en kobling mellem to designområder; organisatorisk design og arkitektonisk design. I det organisatoriske perspektiv kunne arkitekturen fx benyttes som en anledning til at bedrive ledelse og som et ’conversation-piece’, der kunne give anledning til at skabe viden om arbejdsprocesser på tværs af organisationen. Mens der i det arkitektoniske perspektiv arbejdes med at inddrage klientorganisationen i designprocessen og derved give input til arkitekten.

- Hvis de to perspektiver skal komplimentere hinanden og bidrage gensidigt, skal vi have mere konkret viden om spændingsfeltet. Det er derfor vi søger at undersøge fænomenet nærmere, pointerede Marianne Stang Våland.

En ny spiller
Den potentielle kobling mellem de to designområder stiller store krav til processen i byggeprojekterne. Her melder procesdesigneren sig på banen. Procesdesignerens opgave kan være at fungere som limen mellem klientorganisationen og arkitekten, fx ved at tilrettelægge og facilitere møder, workshops mm. ved på forskellige måder at anvende metoder, som ser ud til at bygge på etnografi.

- En del af udfordringen ser ud til at være, at procesdesigneren er en ny spiller indenfor byggeriet. Og vel og mærke en spiller, der er ganske uklart defineret. Arbejdsmetoderne er som udgangspunkt også meget anderledes end arkitektens, og derfor er det en udfordring, at få disse to til at forstå hinandens ’sprog’ og samarbejde. Derfor kan det også undre, at det så ofte er en arkitektuddannet person, der påtager sig rollen, forklarede Marianne Stang Våland.

Det hele rykker sig
En af idéerne med brugerinddragelsen ser ud til at være det, at skabe en tættere kobling mellem organisatoriske aktiviteter og bygningsfysiske rammer, og derigennem skabe en højere værdi for klienten. Inddragelsen giver potentielt brugerne ejerskab over projektet og skaber en øget tillid til arkitekten.

Samtidig forventes der, at brugernes input i en eller anden form bliver implementeret i, eller kommer til at spille en rolle i, projektet. For arkitekten kræver dette måske en bevidsthed om at inddragelsen vil flytte brugernes opfattelse, krav og ønsker, og således en stillingstagen til sådanne ændrede præferencer. Det medfører mere flydende projekter og stiller derfor større krav til at tage beslutningerne om, hvornår en løsning bliver den endelige.

En lang række af spørgsmål
Seminarets og debattens konklusion var, at der formentlig ikke findes – og måske heller ikke skal findes – helt generelle svar på, hvordan brugerinddragelse bliver et værdiskabende aktiv. I stedet bringer vi nogle af Marianne Stang Vålands åbne spørgsmål fra seminaret, som kan bruges til inspiration for bygherrens, brugernes, arkitekternes og procesdesignernes videre arbejde med udfordringerne omkring brugerinddragelse:

- Er brugerinddragelse en ressource eller et irritationsmoment for arkitekten?
- Er det processen eller det resulterende input der er det væsentlige for deltagende brugere?
- Forøger eller reducerer brugerinddragelse kompleksitet for de deltagende brugere?
- Hvad er en god bygherre? En der ved – eller ikke helt ved – hvor hun skal hen ved projektets opstart?
- Hvis arkitekten ”altid har talt med brugeren”, er det så en ny type samtale der er på spil her?
- Skal der være et tættere overlap eller klarere afgrænsning mellem de spillere der bidrager til det organisatoriske og arkitektoniske design? Hvordan skal opgavefordeling og kontakten mellem arkitekt og procesdesigner være?
- Hvor efterlader det arkitekten når bygherren eller brugeren fortløbende flytter sig?
- Hvad kan man egentlig spørge brugerne om?
- Opfattes uklare input fra bygherre eller brugere som begrænsning eller frihed for arkitekten?
- Hvordan kan brugerinddragelse bruges som en mulighed for at genetablere nærhed til bygherren? Er brugerinddragelse et tab eller en genetablering af autoritet for arkitekten?