Som mine deltagere ofte gør mig opmærksom på - så er det direkte i modstrid med hvad vi "ved" om at rutiner giver en gentagelseseffekt og altså en optimering af arbejdsopgaverne. Hmm...!?

Forleden fik jeg en rigtig god snak med Peter (Peter Holm Jacobsen), der også beskæftiger sig med byggeri her på centeret, vi snakkede om byggeri, filosofi og gentagelseseffekter. Han har undersøgt typehuse - ud fra tanken om at industrialiseret byggeri som fx typehuse i kraft af forventningen om en gentagelseseffekt skulle blive billigere og bedre. Det viser sig imidlertid, at man måske nok principielt kan producere typehuse billigt, hvis man gør fremstillingsprocessen mere industriel, men den store udfordring ligger i at få folk til også at købe husene - så strategien fører i praksis ikke til billigere boliger eller færre fejl i byggeriet. Kunne en strategi være at standardisere produktionsprocesserne, men ikke produkterne, så folk kunne købe unikke produkter, der er masseproduceret - a la Levis-bukserne efter mål, man kan bestille på nettet? Jeg ved det ikke.
Et andet spørgsmål som trænger sig på er om der overhovedet er masse nok - selv for 3-4 år siden inden boligsalget faldt voldsomt blev der solgt omkring 12.000 typehuse omåret i DK - 12.000 stk. - er det masse nok til en masseproduktion?
Spørgsmålet om gentagelseseffekt findes overalt i byggeriet. Jeg har undersøgt et renoveringsprojekt i Kolding - rigtig mange ens lejligheder, der skal renoveres - men er de ens nok til at gentagelseseffekten viser sig - som hurtigere produktion og færre svigt? I en af de observationer, jeg har lavet, er en vvs-montør i gang med at montere nye rør i badeværelserne - og det viser sig, at rørene ikke har samme mål - så han går op i hver lejlighed - 2-3 lejligheder ad gangen for at tage mål og derefter ned i kælderen for at skære rør til og op i lejlighederne igen for at montere dem. Vi bruger meget mere tid på at gå på trapper end på at montere rør - og hvor blev gentagelseseffekten af, når rørene slet ikke er ens - godt han ikke havde fået dem skåret til i ens længder på forhånd - det ville have været en meget negativ gentagelseseffekt - fejl hver gang!
Ligesom med typehusene kalkulerer vi med en principiel gentagelseseffekt, der så viser sig ikke at kunne realiseres i byggeriets praksis.
Drømmer vi i kalkulationen så meget om gentagelseseffekten, at vi kommer til at fokusere på alt det, der er ens - og glemmer at se det, der er uens?
For at standardisere produktionsprocessen deler vi den op i genkendelige mindre dele, vi kan gentage i samme byggeri og/eller gentage fra tidligere byggerier - men kunne det i nogle situationer være mere effektivt at løse opgaven i sammenhæng? Set fra et flowperspektiv bliver det en meget abrupt proces at løse alle de adskilte mindre dele og det hæmmer alternative løsningsmuligheder - der er ikke plads til at projektet kan sno og bugte sig indenfor den mindre delopgave.
En anden ting er, at når vi planlægger et projekt og beskriver aktiviteterne, der skal føre til målet så er det kun visse typer aktiviteter, der medtages: fx "monteringen af rør i badeværelser"; men ikke "at gå på trapper" og et delmål som det er "at få beboerne i lejlighederne til at samarbejde med byggeprojektet" bliver ikke beskrevet, disse aktiviteter overlades som noget "usynligt" til byggeledelsen at tage hånd om, selvom det absolut er en forudsætning for mange af aktiviteterne inde i lejlighederne. Ved at synliggøre i form af beskrivelse og måling af en type aktiviteter og delmål, gør vi andre aktiviteter og delmål mindre synlige/usagte/ubevidste/usynlige. - Med risiko for at de får mindre eller intet fokus og dermed ikke bliver varetaget eller bliver det på en dårlig måde.

Så da gentagelseseffekten ved standardisering kan risikere at udeblive - kunne vi så opnå en tilsvarende fordel på en anden måde? Ved selvorganisering måske? Bruger vi tid på detailplanlægning og at tilrettelægge standardisering, som i stedet kunne anvendes til at løse opgaverne på en lærende og innovativ måde (i flow)? Her tænker jeg på den amerikanske tv-serie Monsterhouse, hvor en familie ønsker sig fx et "romersk bad-look".  Familiens hus overlades derefter til en arkitekt, der overordnet skitserer 5 projekter, som håndværkerne så ellers udvikler og elaborerer på - meget fantasifuldt! Der er ikke meget gentagelseseffekt, men så meget desto mere læring og udvikling og kreative unikke resultater.

Hvor bragte alle disse tanker os så hen? Hvornår er rutineopgaver reelt en optimering pga. gentagelseseffekten og hvornår kan gentagelseseffekten ikke realiseres, så rutinen bare kalder på uopmærksomhed? Udfra ovennævnte flow-model bliver rutineopgaver kedelige og man fristes til uopmærksomhed og ikke til flow. Ville vi kunne nå målet mere effektivt ved at løse den i sin helhed (fx ved ikke kun at fokusere på hvordan vi producerer typehuse, men ved også at tænke på hvordan vi afsætter dem); og kunne vi se hele processen som en spændende læringsproces?
Ja sikkert; men det ville næppe bringe os mere effektivt til målet, hvis målet (stadig) er at standardisere produkter...
Standardiserede produkter ønsker vi vel kun fordi, vi forventer de er billigere - pga. gentagelseseffekten... og så er vi tilbage ved start;-)

Hvis vi derimod turde løsrive os fra ideen om gentagelseseffekten og i stedet  stræbe efter et unikt produkt/resultat, som vi i en udfordrende udviklingsproces løser i sin helhed på en effektiv måde (fordi vi ser den i sin helhed) i en flydende (ikke abrupt) arbejdsgang - så ville vi kunne så vores frø i medarbejderne i stedet for i teknologien og metoderne. Dermed  kan vi høste mere effektive medarbejdere - i flow -  som et supplement til de omtalte effektivitetsfremmende metoder.
Eller kan vi?