Historier fra Center for ledelse i byggeriet
14. august 2009
Arkitektur og sociologi - en tiltrængt kobling
Christian Borch
Netop dette står centralt, når firmaer som de ovennævnte hyres som proceskonsulenter i forbindelse med borgerinddragelse i byudviklingsprojekter, idet der her lægges vægt på, at de konkrete projekter respekterer lokale sociale forhold.
Borgerinddragelsesprocesser er blot ét eksempel på brugen af ikke-arkitekter i byudviklingen, men, vil jeg hævde, ikke den mest produktive måde at udnytte de alternative kompetencer på. Det skyldes ikke så meget kompetencerne som borgerinddragelsen selv. På trods af deres tilsyneladende demokratiske kvaliteter rummer de typiske former for borgerinddragelse således en række indbyggede spændinger, som nemt underminerer fordelene.
Når borgere inddrages i byudviklingen har de fx en legitim forventning om, at de idéer og ønsker, de fremkommer med, faktisk har en effekt på det endelige byggeri. Da alle ønsker umuligt kan indfris, vil borgerinddragelse automatisk skabe skuffede forventninger, som meget vel kan producere mere modstand end opbakning til det konkrete projekt.
Borgerinddragelsesprocesser er som nævnt blot ét eksempel på samarbejder mellem arkitekter og ikke-arkitekter. Andre, mere typiske samarbejder finder sted i forbindelse med konkurrencer. Og her er det potentielle udbytte af fx sociologiske kompetencer væsentligt større: Ikke mindst fordi konkurrenceforslag ofte er påfaldende uekspliciterede, er der et stort potentiale i at udfolde de sociologiske implikationer af konkrete projekter langt mere, end det almindeligvis sker.
Via mit virke i imitio arbejder jeg eksempelvis med følgende grundspørgsmål, som er relevante at eksplicitere i alle faser fra konceptudvikling til programmering: Hvem profiterer af byudviklingen? Og hvordan vil byudviklingen blive oplevet? Man kan sige, at det handler om at sikre en social balance, så byudviklingen ikke kun tilgodeser den øvre middelklasse.
Oplevelsesaspektet handler om at tage byens atmosfæriske kvaliteter alvorligt og at udnytte dem til at skabe varierede byrum og mindske barrierer i byen. Et blik for netop sammenhængen mellem, hvem man tilgodeser og ikke tilgodeser og for disse gruppers forskellige oplevelser af byen er noget, som en sociologisk tilgang kan tilvejebringe.
Da det kræver indgående sociologisk viden at analysere sådanne sammenhænge på en stringent metodisk facon, er der her tale om et område, hvor arkitekter med fordel kan trække på sociologisk ekspertise.
Det er min klare overbevisning, at sådanne samarbejder mellem arkitekter og sociologer er væsentlige for at sikre en robust social forankring af byudviklingen. Spørgsmålet er, om man med fordel kunne stille krav om en sociologisk tilgang allerede i udformningen af konkurrenceprogrammet?
Har du eksempler på dette eller på andre sammenhænge, hvor ikke-arkitektoniske fagligheder er indgået og har skabt værdi i byudviklingsprojekter, hører jeg meget gerne fra dig.
Borgerinddragelsesprocesser er blot ét eksempel på brugen af ikke-arkitekter i byudviklingen, men, vil jeg hævde, ikke den mest produktive måde at udnytte de alternative kompetencer på. Det skyldes ikke så meget kompetencerne som borgerinddragelsen selv. På trods af deres tilsyneladende demokratiske kvaliteter rummer de typiske former for borgerinddragelse således en række indbyggede spændinger, som nemt underminerer fordelene.
Når borgere inddrages i byudviklingen har de fx en legitim forventning om, at de idéer og ønsker, de fremkommer med, faktisk har en effekt på det endelige byggeri. Da alle ønsker umuligt kan indfris, vil borgerinddragelse automatisk skabe skuffede forventninger, som meget vel kan producere mere modstand end opbakning til det konkrete projekt.
Borgerinddragelsesprocesser er som nævnt blot ét eksempel på samarbejder mellem arkitekter og ikke-arkitekter. Andre, mere typiske samarbejder finder sted i forbindelse med konkurrencer. Og her er det potentielle udbytte af fx sociologiske kompetencer væsentligt større: Ikke mindst fordi konkurrenceforslag ofte er påfaldende uekspliciterede, er der et stort potentiale i at udfolde de sociologiske implikationer af konkrete projekter langt mere, end det almindeligvis sker.
Via mit virke i imitio arbejder jeg eksempelvis med følgende grundspørgsmål, som er relevante at eksplicitere i alle faser fra konceptudvikling til programmering: Hvem profiterer af byudviklingen? Og hvordan vil byudviklingen blive oplevet? Man kan sige, at det handler om at sikre en social balance, så byudviklingen ikke kun tilgodeser den øvre middelklasse.
Oplevelsesaspektet handler om at tage byens atmosfæriske kvaliteter alvorligt og at udnytte dem til at skabe varierede byrum og mindske barrierer i byen. Et blik for netop sammenhængen mellem, hvem man tilgodeser og ikke tilgodeser og for disse gruppers forskellige oplevelser af byen er noget, som en sociologisk tilgang kan tilvejebringe.
Da det kræver indgående sociologisk viden at analysere sådanne sammenhænge på en stringent metodisk facon, er der her tale om et område, hvor arkitekter med fordel kan trække på sociologisk ekspertise.
Det er min klare overbevisning, at sådanne samarbejder mellem arkitekter og sociologer er væsentlige for at sikre en robust social forankring af byudviklingen. Spørgsmålet er, om man med fordel kunne stille krav om en sociologisk tilgang allerede i udformningen af konkurrenceprogrammet?
Har du eksempler på dette eller på andre sammenhænge, hvor ikke-arkitektoniske fagligheder er indgået og har skabt værdi i byudviklingsprojekter, hører jeg meget gerne fra dig.