Historier fra Center for ledelse i byggeriet
08. april 2010
Ph.d. projekt om dansk digitalt byggeri er færdigt
Redaktionen
"Jeg vil i dette resume genopføre afhandlingen i komprimeret form, tro mod strukturen, således som den fremtræder ikke mindst af indholdsfortegnelsen.
Indledningsvist vil jeg dog først sige et par ord om selve titlen på afhandlingen. Hvor anden del af titlen nok kalder på en præcisering, fordrer første del, det for mig at se poetiske VIRKE I VÆRKNET et par umiddelbare kommentarer. Virke anvendes her i betydningen sysselsätning eller yrke, arbejde, men spiller også på associationen til om noget virker, eller ej. Med andre ord, om noget eller nogen, en entitet, en aktør, virker, handler, gør eller udfører noget, performer. Ordet værknet er mig bekendt undfanget af Bruno Latour, som i sin 360 sider lange introduktion til aktør-netværksteori (ANT) diskuterer ordet værknet – dog kun for at forkaste det. Som det står skrevet, kunne værknet (i stedet for netværk) få en til at bemærke bevægelsen, processen, ”det arbejde, der medgår til at indføre net-værk” (2008 (2005): 159). Jeg tager ordet, griber bevægelsen og spørger:
Hvad er de relationelle effekter af introduktionen af 3D modelleringsværktøjer for architektura og hvordan håndteres disse med henblik på tilblivelse i og udvikling af det værknet, som de intellektuelle teknologier associeres med?
Som det fremgår af forskningsspørgsmålet, fremtræder undersøgelserne af hvad og hvordan centralt – man kunne sige, at ambitionen har været at granske ’hvordan hvad som virke i værknet er’. Spørgsmålet om hvem eller hvad der lærer, eller hvordan læringens genstand tager sig ud, er sat midlertidigt ud af kraft, for analytisk betragtet har jeg med begreber som epigenese (at noget, bygningsmodeller/ing, føjes til) og heterogenese (at noget ændrer sig, bliver til noget andet) forsøgt at henvise spørgsmålet om ’hvordan hvad som læring i aktørnetværk er’ til effekter af associationer og relationer mellem værknettets heterogent sammensatte entiteter, således som disse stedse opføres, udføres, gøres – således som modelleringspraksisser spontant opstår, skabes (spontan genese), og måske, forsvinder igen, i og med hele aktørnetværket; med processer i aktørnetværk og modelleringspraksisser som mangfoldigt, fraktalt analyseobjekt sætter jeg parentes om individet og det sociale kollektiv som omdrejningspunkt.
Det være sagt, så følger her et ultrakort sammendrag af, for det første, hvordan jeg teoretisk og analysestrategisk har håndteret denne helt eller delvist selvforanstaltede udfordring, og for det andet, hvordan det empiriske materiale, min kasus, er beskrevet og analyseret med henblik på at begribe centrale forestillinger om læring, organisering og digitalisering – i praksis såvel som teoretisk. Hermed håber jeg at illustrere for læseren hvordan mine observationer i og af praksis har givet anledning til på den ene side at beskrive en mangfoldighed af aktørers virker i værknet ud fra en metafor eller forestilling om læring som tilblivelse, subsidiært lande et udkast til en infrateori om læring i aktør netværk (LAN).
Efter INTRODUKTIONEN, hvor jeg redegør for forskningsspørgsmålet og i øvrigt fremsætter et manifest om læring i aktørnetværk, følger i kapitel 2, AKTIVITETSØKOLOGI, en diskussion af økologibegrebet, herunder forestillinger om praksis og informationsøkologier. Derefter undersøger jeg praksisvendingen, således som den har affødt en interesse for posthumane studier af heterogene og komplekse praksisser såvel som performative og materielle former. Dette bruger jeg som afsæt for en drøftelse af organisatorisk læring, eksempelvis skismaet mellem tradition og fornyelse, mellem individuel tilegnelse og kollektiv deltagelse. Dernæst følger en fremstilling af hele fem, delvist materielt orienterede lærings-teoretiske retninger, nemlig virksomhedsteori, distribueret kognition og kompleksitetsteori, situeret læringsteori og symbolsk interaktionisme; for hver af retningerne viser jeg hvordan ANT har manifesteret sig i relation hertil. Samlet set udgør kapitlet en tour de force i praksisorienterede, overvejende materielle forståelser, udlægninger, eller teorier om læring, praksis og organisering. Alt i alt runder jeg kapitlet af med en translation af det i indledningen fremsatte manifest; i den jagten på noget, som vi alle er en del af, søger jeg med andre ord en accept af eller forforståelse for, hvordan ANT kan bidrage til at udvikle en posthuman, praksisorienteret forestilling om læring, organisering og digitalisering – om tilblivelse i aktantværknet.
Derefter udfoldes i kapitel 3, METODEANSAMLING, en række overvejende analysestrategiske problemstillinger, eksempelvis argumenterer jeg, i overensstemmelse med ikke mindst post ANT, for beskrivelser af praksis der blandt andet griber mangfoldigheden, de partielle forbindelser, det heterogene, det socio materielle, spændingerne, det specifikke, og tingenes performance; jeg opfordrer læseren til gennem tingene at tænke, med mig. Endvidere fremstiller jeg her de centrale begreber i ANT, aktør, netværk og translation, ligesom jeg diskuterer den åbenbart evigt unge rebel, symmetridoktrinen, der jo ellers ’blot’ fordrer at forskeren ikke a priori indskriver en ”absurd” asymmetri mellem aktørerne. Endelig fremstiller jeg selve casen, og med den en række metodiske betragtninger angående dels casestudiets gyldighed, dels eksempelvis multisite feltstudier, observation og efterbehandling af data.
Yderligere følger i tre kapitler, DANSK DIGITALT BYGGERI, PARADOKSER I PRAKSIS og HETEROGENESE, afhandlingens empiriske beskrivelser eller analyser. I kapitel 4 beskriver jeg, indledningsvist, hvordan visionen omkring det nye, fremtiden, kommer til udtryk hos blandt andre arkitekten Frank Gehry, og jeg uddyber, hvad der i det mindste synes at kendetegne flatland architektura – som det var og fortsat også er, i disse år, hvor nye såkaldte objektorienterede modellerings-værktøjer imidlertid introduceres, føjer sig til, og dermed udfordrer eller endog, efter sigende, grundlæggende ændrer den måde arkitekten, bygningskonstruktøren, ingeniørerne med deres specialer eller de tekniske assistenter arbejder på, tænker på. Hvor jeg i kapitel 4 anvender et begreb som epigenese – at noget (i dette tilfælde bygningsmodeller/ing) føjer sig til, udvælger og fremstiller jeg relationen mellem særligt tre non/humane aktører, der hver for sig og sammen virker (afsætter spor, har effekt). Ved at fokusere fremstillingen på tre afgørende aktører (post hoc, ergo propter hoc) – værktøjer, arbejdere og bygningsmodeller/ing, således som de for mig at se indgår i relationelle forhold til og med hinanden, anvender jeg disse tre aktører til eksempelvis at illustrere hvordan tre centrale aktiviteter – visualisering, simulering og beregning, hver for sig afføder nogle paradoksale bevægelser, hvor fx objekter fylder for meget, data fødes døde, og virtuelle modeller flere gange rives ned; meget af dette præsenteres, kort sagt, i kapitel 5. Derefter analyserer jeg i kapitel 6 effekterne af relationerne af disse non/humane aktørers virker. Ved at iscenesætte og analysere forestillinger om sociomateriel tilblivelse som heterogenese, og ved at anvende metaforer som maskinblivelse, objektblivelse og arkitekturblivelse, forsøger jeg at be/gribe de særlige relationer mellem non/humane aktører som gør, at organisationen, aktantværknettet, bliver til. Metaforerne tjener det formål at redegøre for hvordan heterogene relationer, virker på eller har effekter for hvad vi som sådan forstår ved læring, organisering, og, qua den empiriske relation, digitalisering: aktørnetværkets tilblivelse er et socio-im/materielt anliggende, hvor relationer mellem delvist u/afhængige, partielt de/koblede, interrelaterede, komplekse, og måske modsætningsfyldte, flerfoldige men samtidigt fraktale aktører gør sig gældende.
Således informeret og måske allerede opfyldt af disse til tider anstrengende måder at anskue virkeligheden på, det som modstår, når læseren frem til afhandlingens KONKLUSIONER. Dels samler jeg op på det foregående, dels diskuterer jeg hvordan det blev nødvendigt. Selve konklusionen falder i to dele, således drager jeg visse lærer eller slutninger vedrørende dels det empiriske felt – hvordan hvad som det vil sige at blive til i flatland architektura, at virke i værknet, dels det overvejende teoretiske forehavende – hvordan lyder det midlertidigt stabiliserede udkast til en infrateori om læring i aktørnetværk (LAN). Kunne LAN udgøre et beskedent bud på et bidrag til en immateriel informeret forståelse læring og organisering af arbejdspladser, hvor kognitive artefakter, intellektuelle teknologier eller digitale værktøjer introduceres med effekter for den måde data digitaliseres på og som sådan gør, udfører og opfører aktørnetværket, værknettet.
Indledningsvist vil jeg dog først sige et par ord om selve titlen på afhandlingen. Hvor anden del af titlen nok kalder på en præcisering, fordrer første del, det for mig at se poetiske VIRKE I VÆRKNET et par umiddelbare kommentarer. Virke anvendes her i betydningen sysselsätning eller yrke, arbejde, men spiller også på associationen til om noget virker, eller ej. Med andre ord, om noget eller nogen, en entitet, en aktør, virker, handler, gør eller udfører noget, performer. Ordet værknet er mig bekendt undfanget af Bruno Latour, som i sin 360 sider lange introduktion til aktør-netværksteori (ANT) diskuterer ordet værknet – dog kun for at forkaste det. Som det står skrevet, kunne værknet (i stedet for netværk) få en til at bemærke bevægelsen, processen, ”det arbejde, der medgår til at indføre net-værk” (2008 (2005): 159). Jeg tager ordet, griber bevægelsen og spørger:
Hvad er de relationelle effekter af introduktionen af 3D modelleringsværktøjer for architektura og hvordan håndteres disse med henblik på tilblivelse i og udvikling af det værknet, som de intellektuelle teknologier associeres med?
Som det fremgår af forskningsspørgsmålet, fremtræder undersøgelserne af hvad og hvordan centralt – man kunne sige, at ambitionen har været at granske ’hvordan hvad som virke i værknet er’. Spørgsmålet om hvem eller hvad der lærer, eller hvordan læringens genstand tager sig ud, er sat midlertidigt ud af kraft, for analytisk betragtet har jeg med begreber som epigenese (at noget, bygningsmodeller/ing, føjes til) og heterogenese (at noget ændrer sig, bliver til noget andet) forsøgt at henvise spørgsmålet om ’hvordan hvad som læring i aktørnetværk er’ til effekter af associationer og relationer mellem værknettets heterogent sammensatte entiteter, således som disse stedse opføres, udføres, gøres – således som modelleringspraksisser spontant opstår, skabes (spontan genese), og måske, forsvinder igen, i og med hele aktørnetværket; med processer i aktørnetværk og modelleringspraksisser som mangfoldigt, fraktalt analyseobjekt sætter jeg parentes om individet og det sociale kollektiv som omdrejningspunkt.
Det være sagt, så følger her et ultrakort sammendrag af, for det første, hvordan jeg teoretisk og analysestrategisk har håndteret denne helt eller delvist selvforanstaltede udfordring, og for det andet, hvordan det empiriske materiale, min kasus, er beskrevet og analyseret med henblik på at begribe centrale forestillinger om læring, organisering og digitalisering – i praksis såvel som teoretisk. Hermed håber jeg at illustrere for læseren hvordan mine observationer i og af praksis har givet anledning til på den ene side at beskrive en mangfoldighed af aktørers virker i værknet ud fra en metafor eller forestilling om læring som tilblivelse, subsidiært lande et udkast til en infrateori om læring i aktør netværk (LAN).
Efter INTRODUKTIONEN, hvor jeg redegør for forskningsspørgsmålet og i øvrigt fremsætter et manifest om læring i aktørnetværk, følger i kapitel 2, AKTIVITETSØKOLOGI, en diskussion af økologibegrebet, herunder forestillinger om praksis og informationsøkologier. Derefter undersøger jeg praksisvendingen, således som den har affødt en interesse for posthumane studier af heterogene og komplekse praksisser såvel som performative og materielle former. Dette bruger jeg som afsæt for en drøftelse af organisatorisk læring, eksempelvis skismaet mellem tradition og fornyelse, mellem individuel tilegnelse og kollektiv deltagelse. Dernæst følger en fremstilling af hele fem, delvist materielt orienterede lærings-teoretiske retninger, nemlig virksomhedsteori, distribueret kognition og kompleksitetsteori, situeret læringsteori og symbolsk interaktionisme; for hver af retningerne viser jeg hvordan ANT har manifesteret sig i relation hertil. Samlet set udgør kapitlet en tour de force i praksisorienterede, overvejende materielle forståelser, udlægninger, eller teorier om læring, praksis og organisering. Alt i alt runder jeg kapitlet af med en translation af det i indledningen fremsatte manifest; i den jagten på noget, som vi alle er en del af, søger jeg med andre ord en accept af eller forforståelse for, hvordan ANT kan bidrage til at udvikle en posthuman, praksisorienteret forestilling om læring, organisering og digitalisering – om tilblivelse i aktantværknet.
Derefter udfoldes i kapitel 3, METODEANSAMLING, en række overvejende analysestrategiske problemstillinger, eksempelvis argumenterer jeg, i overensstemmelse med ikke mindst post ANT, for beskrivelser af praksis der blandt andet griber mangfoldigheden, de partielle forbindelser, det heterogene, det socio materielle, spændingerne, det specifikke, og tingenes performance; jeg opfordrer læseren til gennem tingene at tænke, med mig. Endvidere fremstiller jeg her de centrale begreber i ANT, aktør, netværk og translation, ligesom jeg diskuterer den åbenbart evigt unge rebel, symmetridoktrinen, der jo ellers ’blot’ fordrer at forskeren ikke a priori indskriver en ”absurd” asymmetri mellem aktørerne. Endelig fremstiller jeg selve casen, og med den en række metodiske betragtninger angående dels casestudiets gyldighed, dels eksempelvis multisite feltstudier, observation og efterbehandling af data.
Yderligere følger i tre kapitler, DANSK DIGITALT BYGGERI, PARADOKSER I PRAKSIS og HETEROGENESE, afhandlingens empiriske beskrivelser eller analyser. I kapitel 4 beskriver jeg, indledningsvist, hvordan visionen omkring det nye, fremtiden, kommer til udtryk hos blandt andre arkitekten Frank Gehry, og jeg uddyber, hvad der i det mindste synes at kendetegne flatland architektura – som det var og fortsat også er, i disse år, hvor nye såkaldte objektorienterede modellerings-værktøjer imidlertid introduceres, føjer sig til, og dermed udfordrer eller endog, efter sigende, grundlæggende ændrer den måde arkitekten, bygningskonstruktøren, ingeniørerne med deres specialer eller de tekniske assistenter arbejder på, tænker på. Hvor jeg i kapitel 4 anvender et begreb som epigenese – at noget (i dette tilfælde bygningsmodeller/ing) føjer sig til, udvælger og fremstiller jeg relationen mellem særligt tre non/humane aktører, der hver for sig og sammen virker (afsætter spor, har effekt). Ved at fokusere fremstillingen på tre afgørende aktører (post hoc, ergo propter hoc) – værktøjer, arbejdere og bygningsmodeller/ing, således som de for mig at se indgår i relationelle forhold til og med hinanden, anvender jeg disse tre aktører til eksempelvis at illustrere hvordan tre centrale aktiviteter – visualisering, simulering og beregning, hver for sig afføder nogle paradoksale bevægelser, hvor fx objekter fylder for meget, data fødes døde, og virtuelle modeller flere gange rives ned; meget af dette præsenteres, kort sagt, i kapitel 5. Derefter analyserer jeg i kapitel 6 effekterne af relationerne af disse non/humane aktørers virker. Ved at iscenesætte og analysere forestillinger om sociomateriel tilblivelse som heterogenese, og ved at anvende metaforer som maskinblivelse, objektblivelse og arkitekturblivelse, forsøger jeg at be/gribe de særlige relationer mellem non/humane aktører som gør, at organisationen, aktantværknettet, bliver til. Metaforerne tjener det formål at redegøre for hvordan heterogene relationer, virker på eller har effekter for hvad vi som sådan forstår ved læring, organisering, og, qua den empiriske relation, digitalisering: aktørnetværkets tilblivelse er et socio-im/materielt anliggende, hvor relationer mellem delvist u/afhængige, partielt de/koblede, interrelaterede, komplekse, og måske modsætningsfyldte, flerfoldige men samtidigt fraktale aktører gør sig gældende.
Således informeret og måske allerede opfyldt af disse til tider anstrengende måder at anskue virkeligheden på, det som modstår, når læseren frem til afhandlingens KONKLUSIONER. Dels samler jeg op på det foregående, dels diskuterer jeg hvordan det blev nødvendigt. Selve konklusionen falder i to dele, således drager jeg visse lærer eller slutninger vedrørende dels det empiriske felt – hvordan hvad som det vil sige at blive til i flatland architektura, at virke i værknet, dels det overvejende teoretiske forehavende – hvordan lyder det midlertidigt stabiliserede udkast til en infrateori om læring i aktørnetværk (LAN). Kunne LAN udgøre et beskedent bud på et bidrag til en immateriel informeret forståelse læring og organisering af arbejdspladser, hvor kognitive artefakter, intellektuelle teknologier eller digitale værktøjer introduceres med effekter for den måde data digitaliseres på og som sådan gør, udfører og opfører aktørnetværket, værknettet.