Historier fra Center for ledelse i byggeriet
17. februar 2009
Seminar: Hvordan kan vi koordinere bedre?
Søren H. Schmidt
I byggeriet er specialiseringen meget udbredt. Arkitekter, landskabsarkitekter, ingeniører, entreprenører og de mange håndværksfag bruger derfor mange ressourcer på at koordinere. Spørger man dem, hvad de bruger som hjælpemidler, får man som oftest svarene: ’møder’, ’tidsplaner’, ’budgetter’, ’referater’, ’byggeweb’ etc. Men det er ikke hele svaret.
- En væsentlig del af koordinationen sker gennem det materielle arbejdsfelt. Og her trækker vi i høj grad på vores erfaring. Et eksempel fra projekteringsfasen er fx arkitekten, der gør plads til skakter, fordi det er prøvet før. Og i konstruktionsfasen er det fx blikkenslageren, der sætter radiatoren op under vinduet uden at se på tegningerne, fordi han handler på det, som det tidligere hold har lavet. Sådan har han lært sig det, fortæller ph.d. stipendiat Lars Rune Christensen fra Center for ledelse i byggeriet og ITU.
I sit ph.d. studie, der færdiggøres til sommer, har Lars Rune Christiensen via empiriske studier fokuseret på denne del af koordinationen, der i alle fald teoretisk set, er undervurderet. Og som måske også i praksis, mangler at få den opmærksomhed, som den er berettiget.
- Rigtigt mange taler om at lette koordinationen, fordi det kræver mange ressourcer at holde møder til den lyse morgen, konstant justere tidsplanen og anvende de allernyeste teknologier hver gang. I stedet for at bruge flere ressourcer på at optimere på disse fronter, skulle man i stedet åbne øjnene for den del af koordinationen, der kommer af, at aktørerne i byggeriet er dybt afhængige af hinanden. Den del, som gør, at man via det materielle arbejdsfelt har en tilnærmelsesvis fælles forståelse af, hvad det er man samarbejder om, fortæller han.
Derfor vil han på seminaret kaste lys over denne 'skjulte' ressource, som ikke skal undervurderes, når kompleksiteten sætter samarbejdet i byggeriet på prøve. Tværtimod.
- Hvis man ikke anerkender denne form for koordination, kan man komme til at overse potentialet og værdien. Det fysiske arbejdsfelt er netop ’stedet’, hvor byggeriets mange forskellige samfundslag og specialister bringes sammen; det er fællesnævneren og det er en stor fordel for byggeriet.
- Og det er måske også her, at den fremadrettede koordination skal udvikles. Ikke kun for at gøre det mere konstruktivt og effektfuldt. Men også for at få gjort denne del af koordinationen tilgængelig for byggeriets nye aktører – fx brugerne, forklarer Lars Rune Christensen.
- En væsentlig del af koordinationen sker gennem det materielle arbejdsfelt. Og her trækker vi i høj grad på vores erfaring. Et eksempel fra projekteringsfasen er fx arkitekten, der gør plads til skakter, fordi det er prøvet før. Og i konstruktionsfasen er det fx blikkenslageren, der sætter radiatoren op under vinduet uden at se på tegningerne, fordi han handler på det, som det tidligere hold har lavet. Sådan har han lært sig det, fortæller ph.d. stipendiat Lars Rune Christensen fra Center for ledelse i byggeriet og ITU.
I sit ph.d. studie, der færdiggøres til sommer, har Lars Rune Christiensen via empiriske studier fokuseret på denne del af koordinationen, der i alle fald teoretisk set, er undervurderet. Og som måske også i praksis, mangler at få den opmærksomhed, som den er berettiget.
- Rigtigt mange taler om at lette koordinationen, fordi det kræver mange ressourcer at holde møder til den lyse morgen, konstant justere tidsplanen og anvende de allernyeste teknologier hver gang. I stedet for at bruge flere ressourcer på at optimere på disse fronter, skulle man i stedet åbne øjnene for den del af koordinationen, der kommer af, at aktørerne i byggeriet er dybt afhængige af hinanden. Den del, som gør, at man via det materielle arbejdsfelt har en tilnærmelsesvis fælles forståelse af, hvad det er man samarbejder om, fortæller han.
Derfor vil han på seminaret kaste lys over denne 'skjulte' ressource, som ikke skal undervurderes, når kompleksiteten sætter samarbejdet i byggeriet på prøve. Tværtimod.
- Hvis man ikke anerkender denne form for koordination, kan man komme til at overse potentialet og værdien. Det fysiske arbejdsfelt er netop ’stedet’, hvor byggeriets mange forskellige samfundslag og specialister bringes sammen; det er fællesnævneren og det er en stor fordel for byggeriet.
- Og det er måske også her, at den fremadrettede koordination skal udvikles. Ikke kun for at gøre det mere konstruktivt og effektfuldt. Men også for at få gjort denne del af koordinationen tilgængelig for byggeriets nye aktører – fx brugerne, forklarer Lars Rune Christensen.