Historier fra Center for ledelse i byggeriet
27. april 2009
Spild af ressourcer eller effektiv institution?
Mads Bonde Clausen
Center for ledelse i byggeriet har netop offentliggjort en rapport om prækvalificering i danske arkitektkonkurrencer. Ud over at belyse kompleksiteten i fænomenet prækvalificering behandler rapporten forholdene om de mange ressourcer, der bruges ved arkitektkonkurrencer.
Rapporten fortæller os, at arkitektfirmaer ikke opfatter deres deltagelse i prækvalificering som særlig effektiv. De skal investere mange ressourcer - både tid og penge - med en meget tvivlsom sandsynlighed for at få dem igen. Omkostninger, som også rent samfundsmæssigt kun kan legitimeres, hvis gevinsten for samfund og for bygherre ved at få den ”rigtige” arkitekt til opgaven er endnu større end disse mange omkostninger.
Et spørgsmål om tro
Men ifølge professor Kristian Kreiner, der sammen med Majken Merete Gorm har udarbejdet rapporten, er det svært at vurdere, om omkostningerne ved prækvalificeringsforløbet kan retfærdiggøres, når det endelige resultat foreligger.
- Det er ikke noget nemt regnestykke at gøre, for det er jo ikke til at vide, hvor meget ringere en kvalitet man havde fået, hvis man som bygherre havde engageret en arkitekt på en anden måde og gennemført en mere interaktiv udvikling af ideer og projekter – noget som konkurrenceformen ikke tillader af hensyn til anonymiteten og retfærdigheden, siger Kristian Kreiner og fortsætter:
- Det forhold, at mange private bygherrer ikke anvender konkurrenceformen, og at konkurrenceformen af arkitekter i nogle andre lande betragtes som noget, der nedsætter kreativiteten og bremser den gode arkitektur, bevidner, at der i det mindste er rum for mange fortolkninger, og at det i sidste ende er et spørgsmål om tro, om arkitektkonkurrencer kan retfærdiggøres som en effektiv institution.
Rapporten fortæller os, at arkitektfirmaer ikke opfatter deres deltagelse i prækvalificering som særlig effektiv. De skal investere mange ressourcer - både tid og penge - med en meget tvivlsom sandsynlighed for at få dem igen. Omkostninger, som også rent samfundsmæssigt kun kan legitimeres, hvis gevinsten for samfund og for bygherre ved at få den ”rigtige” arkitekt til opgaven er endnu større end disse mange omkostninger.
Et spørgsmål om tro
Men ifølge professor Kristian Kreiner, der sammen med Majken Merete Gorm har udarbejdet rapporten, er det svært at vurdere, om omkostningerne ved prækvalificeringsforløbet kan retfærdiggøres, når det endelige resultat foreligger.
- Det er ikke noget nemt regnestykke at gøre, for det er jo ikke til at vide, hvor meget ringere en kvalitet man havde fået, hvis man som bygherre havde engageret en arkitekt på en anden måde og gennemført en mere interaktiv udvikling af ideer og projekter – noget som konkurrenceformen ikke tillader af hensyn til anonymiteten og retfærdigheden, siger Kristian Kreiner og fortsætter:
- Det forhold, at mange private bygherrer ikke anvender konkurrenceformen, og at konkurrenceformen af arkitekter i nogle andre lande betragtes som noget, der nedsætter kreativiteten og bremser den gode arkitektur, bevidner, at der i det mindste er rum for mange fortolkninger, og at det i sidste ende er et spørgsmål om tro, om arkitektkonkurrencer kan retfærdiggøres som en effektiv institution.