Historier fra Center for ledelse i byggeriet
12. juni 2009
Problematikker i et parallelopdrag
Søren Houen Schmidt & Mads Bonde Clausen
Center for ledelse i byggeriet har siden januar 2009 studeret arkitektkonkurrencen om en skole og folkebibliotek i Ørestad City. Konkurrencen har været organiseret som et parallelopdrag med tre konkurrerende arkitektkonsortier, der har arbejdet sideløbende i en åben proces med indlagte workshops og løbende præsentationer.
Selve konkurrencen blev afsluttet i marts, og ved et særligt seminar den 4. juni havde centret indbudt parallelopdragets deltagere til at høre og drøfte centrets foreløbige observationer og fortolkninger af forløbet. Peter Holm Jacobsen og Daniel Toft Jensen, begge videnskabelige assistenter på centret, lagde sammen med professor Kristian Kreiner op til en åben diskussion med parallelopdragets deltagere med afsæt i de generiske og empiriske problematikker, som forskerne havde sporet i processen.
Arkitektkonkurrencer er sociale teknologier
Kristian Kreiner lagde ud med at beskrive arkitektkonkurrencer som sociale teknologier. En karakterisering, som gør arkitektkonkurrencer fri af mange ideologiske bånd.
- Som social teknologi kan vi rejse en seriøs diskussion af, hvordan arkitektkonkurrencer designes og praktiseres hensigtsmæssigt. Vores videnskabelige studier skal bidrage med dels at påpege, på hvilke områder man kunne gøre tingene anderledes, og dels at vise, hvad det er for modsatrettede hensyn, der præger forløbet og resultaterne. Vores dataindsamling, analyser og perspektiveringer sætter os i stand til at beskrive, hvordan disse dialogbaserede konkurrenceformer bliver bæredygtige sociale teknologier på længere sigt, fortæller Kristian Kreiner.
Selve konkurrencen blev afsluttet i marts, og ved et særligt seminar den 4. juni havde centret indbudt parallelopdragets deltagere til at høre og drøfte centrets foreløbige observationer og fortolkninger af forløbet. Peter Holm Jacobsen og Daniel Toft Jensen, begge videnskabelige assistenter på centret, lagde sammen med professor Kristian Kreiner op til en åben diskussion med parallelopdragets deltagere med afsæt i de generiske og empiriske problematikker, som forskerne havde sporet i processen.
Arkitektkonkurrencer er sociale teknologier
Kristian Kreiner lagde ud med at beskrive arkitektkonkurrencer som sociale teknologier. En karakterisering, som gør arkitektkonkurrencer fri af mange ideologiske bånd.
- Som social teknologi kan vi rejse en seriøs diskussion af, hvordan arkitektkonkurrencer designes og praktiseres hensigtsmæssigt. Vores videnskabelige studier skal bidrage med dels at påpege, på hvilke områder man kunne gøre tingene anderledes, og dels at vise, hvad det er for modsatrettede hensyn, der præger forløbet og resultaterne. Vores dataindsamling, analyser og perspektiveringer sætter os i stand til at beskrive, hvordan disse dialogbaserede konkurrenceformer bliver bæredygtige sociale teknologier på længere sigt, fortæller Kristian Kreiner.
Generiske og empiriske problematikker
I undersøgelsen af parallelopdraget har forskningsgruppen fokuseret på to typer af problematikker: generiske og empiriske. Hvis man vil organisere arkitektkonkurrencer som dialogbaserede processer, er der nogle problematikker, som nødvendigvis vil rejse sig. En sådan problematik er det forhold, at mange deltagere spiller mange forskellige roller samtidigt. Fx er fagdommere både rådgivere og dommere, og de er det på samme tid og hele tiden.
- Lige meget hvad man konkret gør og siger, så eksisterer denne problematik i parallelopdragsforløb. Derfor kalder vi den en generisk problematik. Omvendt er det med de empiriske problematikker, der opstår som følge af den måde, vi designer og praktiserer parallelopdraget på. Vi kunne vælge at gøre tingene anderledes, og så ville problematikken forsvinde eller ændre karakter, siger Kristian Kreiner.
Som eksempel på en empirisk problematik blev der på seminaret diskuteret, hvordan konkurrencens længde har betydning for udviklingen af et emotionelt ejerskab til opgaven, selvom alle naturligvis ved, at kun et af konsortierne kan vinde.
- Vi observerede en stor skuffelse hos de konsortier, der ikke vandt. At tabe konkurrencer er ellers en vanlig oplevelse blandt arkitekter og normalt ikke noget, der fremkalder de store følelser. Man fordi de i over otte måneder havde arbejdet intenst med denne opgave, havde alle konsortierne også levet sig så meget ind i opgaven, at de nærmest betragtede den som deres opgave. Så er det måske ikke underligt, at folk bliver overraskede og skuffede, når andre løber med opgaven i sidste ende.
Hvis dialogbaserede konkurrenceformer skal være bæredygtige på længere sigt, er disse skuffelser problematiske. De kan nemlig reducere arkitekternes villighed til at deltage – og hvis der ikke er arkitekter, der vil deltage, kan bygherrerne ikke bruge parallelopdraget som konkurrenceform.
Hvordan håndteres skuffelsen?
Det er formentlig muligt at dæmpe eller kontrollere det emotionelle ejerskab og skuffelsen ved at tabe opgaven på forskellige måder. Tre måder blev foreslået på seminaret. For det første kan man reducere længden af processen. Dialogprocessen tager tid, men de positive effekter af dialogen skal balanceres i forhold til de negative konsekvenser af et for stærkt emotionelt ejerskab.
For det andet kan man forsinke offentliggørelsen af konkurrenceresultatet. Fordi fagdommerne har deltaget i hele dialogprocessen og derfor kender forslagene nøje, er det muligt at afslutte dommerkomiteens arbejde hurtigere end normalt. Men hvis man gør det, rammer dommen konsortierne, hvor det emotionelle ejerskab er højest. Som tiden går, og man bliver engageret i andre opgaver og andre tanker, bliver dette emotionelle ejerskab svækket. Og dermed reduceres også skuffelsen af et negativt resultat.
Endelig, for det tredje, kan dommerbetænkningerne skrives på en anden måde. Det er naturligt, at man bedømmer forslagene relativt og legitimerer valget af en vinder ved at fokusere på vinderforslagets gode sider og på de andre forslags negative sider. Men fordi fagdommerne har været rådgivere undervejs i processen, kunne denne almindelige genre risikere at virke stødende og usolidarisk. En ny genre, hvor forslagenes positive aspekter og forankringen i den fælles dialogproces fremhæves, ville måske gøre begrundelsen af vinderen mindre entydig, men til gengæld mere legitim.
Processen er afgørende
Præmissen for parallelopdraget er den åbne dialogproces. Arkitektkonsortierne lægger løbende deres forslag frem og får feedback fra rådgivere og bygherrerepræsentanter. De konkurrerende konsortier overværer det hele og kan frit bruge de andres gode ideer.
Kristian Kreiner påpegede, at en sådan åben dialogproces både kan øge og reducere kvaliteten og værdien af de endelige konkurrenceforslag for bygherren.
- Dialogen sikrer, at man får udryddet misforståelser om, hvad bygherren har brug og ønsker sig. Det er sådan set godt. Men det betyder samtidigt, at forslagene kommer til at ligne hinanden mere. Der bliver muligvis mindre at vælge imellem for dommerkomiteen. Og hvad værre er, mange innovationer og gode ideer bygger ofte på noget, som oprindelig ville blive opfattet som misforståelser. Hvis man udrydder de ”dårlige” misforståelser, udrydder man desværre også de ”gode”, fortæller Kristian Kreiner.
Projektet fortsætter
Undersøgelsen af parallelopdraget for skolen og folkebiblioteket i Ørestad City fortsætter. Senere på året offentliggøres de endelige forskningsresultater, og de kan ses her på centrets hjemmeside.
I undersøgelsen af parallelopdraget har forskningsgruppen fokuseret på to typer af problematikker: generiske og empiriske. Hvis man vil organisere arkitektkonkurrencer som dialogbaserede processer, er der nogle problematikker, som nødvendigvis vil rejse sig. En sådan problematik er det forhold, at mange deltagere spiller mange forskellige roller samtidigt. Fx er fagdommere både rådgivere og dommere, og de er det på samme tid og hele tiden.
- Lige meget hvad man konkret gør og siger, så eksisterer denne problematik i parallelopdragsforløb. Derfor kalder vi den en generisk problematik. Omvendt er det med de empiriske problematikker, der opstår som følge af den måde, vi designer og praktiserer parallelopdraget på. Vi kunne vælge at gøre tingene anderledes, og så ville problematikken forsvinde eller ændre karakter, siger Kristian Kreiner.
Som eksempel på en empirisk problematik blev der på seminaret diskuteret, hvordan konkurrencens længde har betydning for udviklingen af et emotionelt ejerskab til opgaven, selvom alle naturligvis ved, at kun et af konsortierne kan vinde.
- Vi observerede en stor skuffelse hos de konsortier, der ikke vandt. At tabe konkurrencer er ellers en vanlig oplevelse blandt arkitekter og normalt ikke noget, der fremkalder de store følelser. Man fordi de i over otte måneder havde arbejdet intenst med denne opgave, havde alle konsortierne også levet sig så meget ind i opgaven, at de nærmest betragtede den som deres opgave. Så er det måske ikke underligt, at folk bliver overraskede og skuffede, når andre løber med opgaven i sidste ende.
Hvis dialogbaserede konkurrenceformer skal være bæredygtige på længere sigt, er disse skuffelser problematiske. De kan nemlig reducere arkitekternes villighed til at deltage – og hvis der ikke er arkitekter, der vil deltage, kan bygherrerne ikke bruge parallelopdraget som konkurrenceform.
Hvordan håndteres skuffelsen?
Det er formentlig muligt at dæmpe eller kontrollere det emotionelle ejerskab og skuffelsen ved at tabe opgaven på forskellige måder. Tre måder blev foreslået på seminaret. For det første kan man reducere længden af processen. Dialogprocessen tager tid, men de positive effekter af dialogen skal balanceres i forhold til de negative konsekvenser af et for stærkt emotionelt ejerskab.
For det andet kan man forsinke offentliggørelsen af konkurrenceresultatet. Fordi fagdommerne har deltaget i hele dialogprocessen og derfor kender forslagene nøje, er det muligt at afslutte dommerkomiteens arbejde hurtigere end normalt. Men hvis man gør det, rammer dommen konsortierne, hvor det emotionelle ejerskab er højest. Som tiden går, og man bliver engageret i andre opgaver og andre tanker, bliver dette emotionelle ejerskab svækket. Og dermed reduceres også skuffelsen af et negativt resultat.
Endelig, for det tredje, kan dommerbetænkningerne skrives på en anden måde. Det er naturligt, at man bedømmer forslagene relativt og legitimerer valget af en vinder ved at fokusere på vinderforslagets gode sider og på de andre forslags negative sider. Men fordi fagdommerne har været rådgivere undervejs i processen, kunne denne almindelige genre risikere at virke stødende og usolidarisk. En ny genre, hvor forslagenes positive aspekter og forankringen i den fælles dialogproces fremhæves, ville måske gøre begrundelsen af vinderen mindre entydig, men til gengæld mere legitim.
Processen er afgørende
Præmissen for parallelopdraget er den åbne dialogproces. Arkitektkonsortierne lægger løbende deres forslag frem og får feedback fra rådgivere og bygherrerepræsentanter. De konkurrerende konsortier overværer det hele og kan frit bruge de andres gode ideer.
Kristian Kreiner påpegede, at en sådan åben dialogproces både kan øge og reducere kvaliteten og værdien af de endelige konkurrenceforslag for bygherren.
- Dialogen sikrer, at man får udryddet misforståelser om, hvad bygherren har brug og ønsker sig. Det er sådan set godt. Men det betyder samtidigt, at forslagene kommer til at ligne hinanden mere. Der bliver muligvis mindre at vælge imellem for dommerkomiteen. Og hvad værre er, mange innovationer og gode ideer bygger ofte på noget, som oprindelig ville blive opfattet som misforståelser. Hvis man udrydder de ”dårlige” misforståelser, udrydder man desværre også de ”gode”, fortæller Kristian Kreiner.
Projektet fortsætter
Undersøgelsen af parallelopdraget for skolen og folkebiblioteket i Ørestad City fortsætter. Senere på året offentliggøres de endelige forskningsresultater, og de kan ses her på centrets hjemmeside.