Historier fra Center for ledelse i byggeriet
15. september 2009
Hvad gør dialog ved konkurrencesituationen?
Peter Holm Jacobsen
Svaret er nok forsigtigt og diplomatisk: Dialog åbner op for mange mulige scenarier. På det punkt tror jeg ikke, at dialog i en konkurrencesituation er så forskellig fra dialoger, der finder sted i dagligdagen - hjemme i familien eller mellem kollegaerne på arbejdet. Nogle gange munder de ud i konsensus, og andre gange åbner de op for en Pandoras boks af meninger og betydninger. Ofte er det først bagefter, at man finder ud af, at det, man troede, man talte om, var noget helt forskelligt fra person til person.
På CLIBYG har vi studeret en arkitektkonkurrence, som indeholdt en række workshops og dialogmøder. Vi blev under vores observationer opmærksomme på, at et af de elementer, som dialogen bidrager med, er muligheden for, at man kan blive klogere undervejs.
Et af de mulige scenarier for dialogen er altså, at man bliver klogere undervejs: på opgaven; på de andre; på en selv; på betingelserne og på bedømmelseskriterierne.
Det er vel altid positivt at blive klogere, men hvis deltagerne i en konkurrence ændrer opfattelse af alle de grundlæggende forhold omkring konkurrencen, opstår der en dynamik og kompleksitet, som gør, at det er meget svært rationelt at arbejde med at udarbejde et realistisk forslag hjemme på tegnestuerne. Man har ikke en jordisk chance for at forudsige, hvad bygningens fremtidige brugere, bygherren, diverse eksperter og fagdommere kan finde på at foreslå og kræve på disse workshops, og det er meget svært at vurdere, hvor langt man skal komme sådanne ideer og ønsker i møde, hvis man skal gøre sig håb om at vinde konkurrencen.
Der opstår en radikalt anderledes konkurrenceproces end den, arkitekterne er vandt til i de traditionelle konkurrencer. Spørgsmålet er, hvordan man kan og skal navigere i en verden, hvor alt potentielt ændrer sig, inklusivt de kriterier som man i sidste ende bliver bedømt på? Hvad gør en god konkurrencearkitekt i en sådan situation?
På CLIBYG har vi studeret en arkitektkonkurrence, som indeholdt en række workshops og dialogmøder. Vi blev under vores observationer opmærksomme på, at et af de elementer, som dialogen bidrager med, er muligheden for, at man kan blive klogere undervejs.
Et af de mulige scenarier for dialogen er altså, at man bliver klogere undervejs: på opgaven; på de andre; på en selv; på betingelserne og på bedømmelseskriterierne.
Det er vel altid positivt at blive klogere, men hvis deltagerne i en konkurrence ændrer opfattelse af alle de grundlæggende forhold omkring konkurrencen, opstår der en dynamik og kompleksitet, som gør, at det er meget svært rationelt at arbejde med at udarbejde et realistisk forslag hjemme på tegnestuerne. Man har ikke en jordisk chance for at forudsige, hvad bygningens fremtidige brugere, bygherren, diverse eksperter og fagdommere kan finde på at foreslå og kræve på disse workshops, og det er meget svært at vurdere, hvor langt man skal komme sådanne ideer og ønsker i møde, hvis man skal gøre sig håb om at vinde konkurrencen.
Der opstår en radikalt anderledes konkurrenceproces end den, arkitekterne er vandt til i de traditionelle konkurrencer. Spørgsmålet er, hvordan man kan og skal navigere i en verden, hvor alt potentielt ændrer sig, inklusivt de kriterier som man i sidste ende bliver bedømt på? Hvad gør en god konkurrencearkitekt i en sådan situation?