Videnbank

Det rationelle paradigme indenfor projektledelse antager i stor grad et lineært og successivt tidsforløb, hvor de forskellige interesser er forhåndsgivet, men holder det nu i praksis? I denne artikel beskriver forfatterne et tankevækkende forløb omkring en uventet forening af en spidssnudet frø og en bygherre. Med udgangspunkt i Latours aktør-netværk teori forklarer forfatterne, hvordan frøen lige pludselig kunne opstå som en stakeholder og i projektledelse, og hvilke dynamikker dette affødte. Uforudsete aktører og interesser kan hele tiden dukke op, og interesser man tog for givet kan pludselig skifte. Centralt for artiklen er, at den udfordrer projektet og projektledelses grænser; hvis en frø kan blive en central stakeholder, hvor går grænsen så? 

I denne kommentar minder Kristian Kreiner om den læring, dennes og Christensens bog: ’Projektledelse i en ufuldkommen verden’ bidrog med i 1991. Der er stadig i dag behov for at udfordrere de rationelle tanker om projektledelse. Særligt skal man være bevidst om, at usikkerhed er en definerende omstændighed ved alle projekter, uanset hvor dygtig en planlægning projektledere gør. 

I denne boganmeldelse roser Kjell Tryggestad forfatterne, for at have forfattet en fin og generisk introduktion til projektledelse. Til gengæld udtaler han kritisk af deres dækning af usikkerhed og kompleksitet, som i ringe grad bliver behandlet. 

God arkitektur er uden tvivl et af de bedste argumenter for god arkitektur. Men hvis arkitektstanden for alvor ønsker indflydelse på de vilkår arkitekturudvikling har i disse år, må den gribe bolden og synge ud med, hvordan arkitektarbejde konkret bidrager til værdiskabelsen. Og den må gøre det på en måde, så resten af byggeriets parter kan forstå det. 

Bogen dokumenterer og analyserer forløbet af en konkret, meget usædvanlig arkitektkonkurrence. Konkurrenceprocessen var længere og mere kompliceret end normalt. Fx blev usædvanligt mange eksperter og interessenter involveret og tilknyttet undervejs. Men det mest usædvanlige var kravet om, at de konkurrerende arkitektteams skulle fortælle hinanden om deres løsninger og ideer under selve konkurrencen - og at de have lov til at bruge denne viden i deres egne forslag. Man må spørge sig selv, hvilken form for konkurrence der opstår under sådanne betingelser! Det giver bogen svar på. Den beskriver i detaljer, hvad der skete i den konkrete dialogbaserede arkitektkonkurrence, og den analyserer og diskuterer, hvordan man kan forstå den måde, konkurrencen var designet på, hvorfor de involverede aktører valgte at deltage på den måde, som de gjorde, og hvad det var, man sagde til hinanden og lyttede efter i dialogen. Bogen forsøger at belyse, hvad der generelt skal til for at få arkitektkonkurrencer til at fungere i praksis. Der er mange hensyn, som skal tilgodeses, ikke bare i den dialogbaserede form, men generelt for arkitektkonkurrencer. Men tag ikke fejl: Bogen handler også om de store spørgsmål, fx centrale samfundsmæssige institutioner, sociale teknologier og professionelle identiteter. Arkitektkonkurrencer er et eksempel på de mange organiserede konkurrencer i byggesektoren og samfundet generelt. Bogen argumenterer for, at man kan lære noget om disse store spørgsmål ved at få indsigt i og forstå den konkrete praksis i en dialogbaseret arkitektkonkurrence. 

I denne kommentar til Arkitekten, nuanceres begrebet djøfisering i respons til en tidligere kommentar af Christoffer Harlang, der retter kritik imod den stigende djøfisering. Herefter fremhæves arkitekternes unikke kompetence til at producere udtryk, der skal forstås og bedømmes på mange dimensioner, i modsætning til djøfiseringens endimensionelle besættelse, der oftest koges ned til målinger af pris. 

Denne afhandling er et komparativt studie af projektledelse henholdsvis på filmsæt og på byggepladser. Med udgangspunkt i aktør netværksteorien analyseres det, hvordan planlægningsværktøjer sikrer, at filmsæt generelt overholder projektmål bedre end byggeprojekter. Til sidst konkluderes der, at der er mulighed for at overføre den viden fra filmsæt til byggepladser.  

Arkitektkonkurrencer, og konkurrencer generelt, hylder meritokratiske værdier, men en rationel bedømmelse i en ufuldkommen verden er utopi. Arkitektkonkurrencer handler om meget mere, end én dimension; hverken grebet eller prisen kan stå alene, og de ender nødvendigvis ikke med at være direkte sammenlignelige. Derfor beror bedømmelsen oftest på et fagligt skøn, fremfor en rationel gennemgang af enkelt parametre. I et studie af en folkeskole illustreres det, hvordan dommerkomiteen først ved intuition kommer frem til vinderforslaget, og først derefter efterrationaliserer tildelingskriterierne. 

Afhandlingen tager udgangspunkt i et case studie af danske kulturhuse, og hvilken rolle de udfylder. Med hjælp fra RFID teknologi, er data om aktiviteter og relationer blevet kortlagt, og med udgangspunkt i aktør netværksteorien diskuteres kulturhusenes rolle. Til sidst følger en diskussion af RFID teknologiens anvendelighed.  

Projekter, og derfor projektledelse, tillægges stadig betydning i kraftmed, at både virksomheder og samfund bliver mere og mere styret af projekter. Dette står dog i stræk kontrast til den ringe opmærksomhed ’succes’ har opnået. Til nøds bliver det betegnet som punktlig at opnå projektmålene. Dette efterlader dog til stedse aktører i et tomrum, for denne interne definition af succes giver ikke et fuldkommen billede. Den eksterne dimission af succes afhænger meget mere af framing, og der er mange eksampler på, at den kan være i direkte kontrast til den interne. Dette illustrerer Kristian Kreiner ved, at analysere opførelsen af ’Verdens bedste R&D’ faciliteter. Et projekt, som alle relevante aktører ikke tøver at kalde for en ubetinget succes. Og det til trods for, at hverken tidsplanen eller budgettet blev overholdt og den nye location var væsentlig mindre attraktiv end den tidligere.